Vandretur #4: Af sted til aspargesbyen!

Vandreturen fra Seddin til Beelitz byder om foråret på asparges, storke og klorofylfyldte blade. Hele året serveres der smukke, glitrende sølandskaber og smålussinger fra DDR-tiden.

De havde annonceret 25 grader, midt i april, midt på ugen. “Det må udnyttes,” tænkte de to free lancere. Og drog af sted. Og Sonny var med, golden retrieveren, der sowieso altid bedriver en luksuriøs free lance-tilværelse. 

En anden ting, der kunne lokke den mindre kødbegejstrede 2/3 af truppen ud i området sydvest for Berlin, var åbningen af aspargessæsonen.
For asparges er en stor ting i Tyskland!

IMG_4700
Seddiner See, midt i april. Nogle træer står og strutter med friske blade, andre (ovre på den anden side af søen) er lidt mere tilbageholdne i det.

Klart nok, at kartoflen kulturelt, ernæringsmæssigt og historisk set overtrumfer den lange, delikate grønsag med flere længder, men måske skal tyskernes forhold til asparges netop ses i sammenhæng med kartoflen? Den er dens luksuriøse fætter. Asparges er sæsonbetinget, de er langt sværere at lagre, og de kræver også betydeligt mere pleje undervejs i vækstprocessen. De to grønsager vokser imidlertid i nogenlunde samme jord, så at afse et par hektar til asparges er en overskudshandling, et udtryk for en vis rigdom om ikke ligefrem ekstravagance, og den slags kan, selvfølgelig, også vandre ind og blive bordet til del, låne noget aura til måltidet, og således løfte en traditionsbundet kogekunst ud over det hverdagslige.

DW, Deutsche Welle, det engelsksprogede, tyske nyhedsorgan, har en feature om asparges her. De holder sig dog til den nøgterne journalistik og vover sig ikke ud i en kulturanalyse a la ovenstående. Og det er måske meget godt.
Der findes også kritiske røster. Et skribent mener i et indlæg i Stern, at der er tale om et decideret aspargeshysteri og foreslår, at ørnen i rigsvåbnet skiftes ud med en asparges.

Betonfarvet på 100 måder

Billetten, der blev indløst på Bahnhof Zoo, var en såkaldt ABC. ABC dækker Berlins tre trafikzoner, det vil i praksis sige: Groß-Berlin og lidt til. Sådan en koster i skrivende stund lidt under 4€. Hunde kommer med på en børnebillet.
Vi tog regionaltoget RE7 i retning mod Dessau og stod af i Seddin godt og vel 30 min. senere. Som det fremgår af kortet herunder og af denne rutebeskrivelse, der var min ledsagers inspirationskilde, gik turen først rundt om den nydelige Seddiner See, og så snart vi nåede Kähnsdorf, stak vi sydover, for at slutte turen i Beelitz. 

Beelitz har fået tilnavnet “aspargesbyen”, Spargelstadt. Der er andre byer i Tyskland, der kalder sig sådan, fx Schwetzingen i det sydvestlige Tyskland, men Beelitz fejede for nylig de andre byer af banen og placerede sig øverst i aspargeshierarkiet, idet asparges fra området blev udstyret med EU’s regionale stempel, Protected Geographical Indication.

Skærmbillede 2018-04-19 kl. 09.25.03
De godt 18 km byder på mange forskellige landskaber. Der er mange optankningsmuligheder undervejs, og de er ret jævnt fordelt, så man skal virkelig gøre sig umage for at gå ned på fx kulhydrater og fadøl.

Hvis man eftergør turen, der er på 18-19 km, skal man lige vide, at naturoplevelsen ikke just overmander en, så snart man stiger af toget. Man skal nemlig først igennem en alenlang, i særklasse ucharmerende tunnel. Og der er ingen vej udenom. Ovenover ligger et omfangsrigt godsbaneanlæg. Luften er kold dernede, trafikken runger, og betonen er betonfarvet på 100 grimme (faktisk delvist fascinerende) måder.
Vel ude igen befinder man sig så endelig i byen Seddin, der tydeligvis er en DDR Siedlung, en hurtigt opkastet satellitby med Plattenbau i tre etager. Husene har dannet rum for familier, der havde arbejde ved godsbanen. Plus nogle NVA-soldater til at passe på det infrastruktuelle anlæg.
Soldaterne har for længst forladt stedet – men Seddin er faktisk stadig Berlins største rangeranlæg. 

Route 66

Straks efter den lille bys ophør, drejer man ind i skoven og følger stien med det blå punkt i den hvide firkant. Det er vidunderligt lille symbol. Det indikerer nemlig, at man er slået ind på den vandrerute, der kort kaldes “66”. Hvilket kan ligne en ironisk hilsen til den legendariske Route 66 i USA, men 66 refererer her til den blandt vandrere i Berlin mindst lige så legendariske 66 Seen Wanderweg. Der er tale om et langstrakt og tildels sammenhængende netværk af vandreruter, der fører til ikke så få (66, surprise) vandingssteder ude i det sørige Berliner Umland. Jeg har aldrig gået hele turen, alle ture, men støder ofte på bidder af den her og der, og når det sker, er det som at slå følgeskab med en gammel, trofast medvandrer.
Hvis man vil med på aspargestur, skal man imidlertid forlade 66 igen.

Wanderwegschild

Lige til vandkanten

Der er pænt om Seddiner See, som det fremgår af billederne. 

Lidt usædvanligt for spadsereture i det brandenburgske kan man her komme helt ned til vandkanten. Og gå dernede mange kilometer i træk. (Til stor fornøjelse for vandhunde.) 

At søbredden ofte er relativt utilgængelig, skyldes dels, at naturen er mere rå og uplejet på disse kanter, det vil sige, at søen ofte er overladt til sig selv og sin egen småsumpede om ikke ligefrem mosede tilstand, dels, at ejendomsbesiddere i Tyskland har nemmere ved at inddrage, hvad der burde være offentligt tilgængelige områder.

Outdoorfolkets elite

Men ved Seddiner See er der bedre kontakt med vandkanten.
Det er først, når man når frem til landsbyen Wildenbruch, der ligger for enden af søen, at man må slå en større bue for at komme uden om noget sumpet terræn. Jo, der findes en Kurzweg, eller et short cut, som det hedder på vores eget smukke sprog, men der er ingen grund til at snyde sig selv for landsbyen, thi her finder man en pæn, tidlig middelalderkirke (der dog sjældent er åben) og turens første optankningsmulighed, Gasthof zur Linde, der uden tvivl serverer dette og hint, og gør det godt. Jeg ved det ikke, vi sprang den over, sparede appetitten til senere. 

IMG_4710
Det var en dag med 25 grader, så der blev drukket en del vand undervejs. Derudover stod drikkemenuen på: solbærjuice, kaffe, aspargeslikør og fadøl. I den rækkefølge.

For enden af Seddiner See er der en bænk med bord, vi crashede her, brugte tiden på at glo op i et træ, der lige var sprunget ud. De spæde, klorofylfyldte blade vajede i vinden foran den lysblå himmel, hvor flyene til Schönefeld Airport så småt startede deres dyk. Det var umuligt ikke lige at blunde lidt her. Og fake et blund, da der kom nogen cyklister og rumsterede rundt. De formåede helt tavse at mukke over, at to personer kunne fylde så meget, men sådan er det, cyklister, lær det: Vandrere har forrang, de er outdoorfolkets elite, har mere krav på at strække ud end magelige pedalatleter.
(Jeg siger ikke, at vandrere nødvendigvis er øverst i hierarkiet, over dem befinder sig bjergvandrere (hikere), klatrere og polarforskere, i stigende orden, men dem der ingen af i Brandenburg, altså kan en vandrer i denne delstat roligt indtage de bænke og gøre det på den måde, der bekommer ham eller hende bedst.) 

Appetitten blev stillet i Kähnsdorf, hvor der ligger en glimrende restaurant. De serverer gerne fisk, de gængse ferskvandsfisk, og det er nærliggende at indtage sit eksemplar (med asparges til, selvfølgelig) ude på den brede terrasse, mens man kigger ud over søen. De laskede cyklister og andre badegæster placerede sig i solen, vi andre foretrak den skygge, som de brede Berliner Kindl-reklameparasoller nådigt lod falde som svalende pøle om udvalgte borde. 

Ad Jakobsweg til Schlunkendorf

Umiddelbart efter Kähnsdorf forlader man 66 og går sydpå.
(Fortsætter man ad 66’eren, ender man i Seddin igen, og har således blot foretaget en runde og går glip af aspargesparty, men hvis det er uden for aspargessæsonen (april-juni), er rundgangen da bestemt et udmærket alternativ.)

mg_4652.jpg
Forfatteren poserer ved muslingesymbolet, der indikerer, at man befinder sig på en Jakobsweg. Foto: Andrea S.

Spadserer man med os ned sydpå, og hvorfor ikke, fisk giver jo vinger, går det nu ad en rigtig Jakobsweg. Det er en pilgrimsrute, og den er kendetegnet ved et løjerligt symbol, der ligner en forkølet eksplosion – men det er altså en stiliseret musling.
Hvorfor en musling? tænker nogle måske. Fordi muslingen, den såkaldte ibskal, var pilgrimmenes symbol.

“En gammel mand med Pilgrimenes (sic) Hætte over Hovedet og en Muslingskal hængende i en Snor om Halsen naaede op paa Bakkerne (…)”

Sådan hedder det i Jhs. V. Jensens Kongens fald, da Mikkel som en midaldrende mand er vendt tilbage til hjemegnen.

Jakobsweg er et tysk navn for det omfattende netværk af pilgrimsruter, som også den berømte Camino i Nordspanien indgår i. Men tyskerne kan også være med; de har ligeledes haft deres hellige steder, som folk valfartede til. Den bette bid, vi slog ind på, er en del af den historiske rute, der går fra Frankfurt Oder til Leipzig.
Brandenburg i sig selv kan mønstre et par stykker.

Efter at have spadseret gennem skov og og langs marker og henover engarealer, kommer man til en landsby, der bærer navnet Schlunkendorf. Og det er ok at grine af det. Min tyske ledsager holdt sig ikke tilbage.
I byen finder man et lukket aspargesmuseum. Det er flyttet til den større by Beelitz for således at kunne udvide butikken. Mange tyskere nærer angiveligt ambitioner om at opnå et dybere kendskab til aspargesdyrkernes redskaber gennem tiderne. 

IMG_4738
Et lille stykke Danmark i Schlunkendorf. (Måske kan vi kræve det tilbage?)

Istid og kommunisttid

Schlunkendorf indeholder to sten af vidt forskellig karakter, der peger på vidt forskellige tider.

Den ene sten kommer fra Hammer på Bornholms nordkyst (såmænd), og den blev i istiden (formentlig den mellemste) båret og skubbet til egnen omkring Schlunkendorf. Det er i stenens krystallinske struktur, at man finder den nøjagtige afsenderadresse. Imponerende nok.
Man kalder i øvrigt en istidssten for ein Findling på tysk. Altså et fundstykke, og de har også i Danmark i tidligere tider, ja, ret beset indtil for relativt nyligt, været omgærdet med mystik: For hvordan i alverden er sådan en gigasten havnet midt i en i øvrigt bjerg-, fjeld- og stenfattig egn? Det er klart, at det har givet anledning til talrige myter om kæmper, der af forskellige grunde har kastet rundt med sagerne.
Man kalder dem ‘vandreblokke’ på dansk, hvis de er store nok. Men der er nu mere kraft i det tyske Findling, synes jeg, også fordi det samtidig bærer den dystre betydning ‘hittebarn’ i sig. 

Pudsigt velpudset mindesten

Den anden sten er anlagt af godt og vel 100 mindre, flade sten, der tilsammen udgør en mindesten. Den er (ligeledes) afstedkommet af en kæmpe: Den kommunistiske ideologi. Der jo også huserede i dette landskab.
Onde tunger – og jeg har sådan en (i det mindste når jeg diskuterer sagen am Ort med en lige lovlig idealistisk anlagt medvandrer) – vil hævde, at såvel trolde som kommunistisk ideologi er rundet af det samme fantasirige folkedyb. Det kan positivt set udmønte sig i skægge historier om nærtagende kæmpenisser, og i store, flotte tanker om menneskeheden, der løfter i fælles flok; negativt set kan man i folkedybet finde mørke kræfter, der leder til heksejagter af forskellig art, og lige så konkrete, ulykkelige tilfælde, hvor man frarøver mennesker deres ejendom for i stedet at tildele det en stribe misundelige naboer. I den brutale ekspropriation af landsbrugsjord, der fandt sted i DDR især i 1950’erne, er afsenderadressen også tydelig, men man behøver ikke mikroskop og opslagsværker om granittens forekomster for at tyde den: Ordet “kommunisme” er formet med knuste glasskår. 

IMG_4734
Jeg har her valgt at lade lidt af min skygge optræde på fotoet (se nederst). Dermed siger jeg, at ‘fotografen er tilstede med sit subjekt’. Og det kan være nok så væsentligt, når man beskæftiger sig med den mere problematiske del af historien. Og det gør vi her. På stenen står der: “Vom Ich zum Wir durch die sozialistische Umgestaltung der Landwirtschaft, 11. März 1960”. (Fra jeg til vi via den socialistiske ombrydning af landbruget, 11. marts 1960)

Vold er vold …

“Er tanken ikke god?” ville man ledsager vide. “Man laver fælles landbrug, og for så vidt, der genereres en profit, så kommer den alle til gode.”
Jo, tanken er god. Men sgu da ikke, når man stripper familiebrug for deres jord.
“Tiderne var anderledes …”
Det var jeg sådan set udmærket klar over.
“Og uanset hvad,” mente hun så, “kører det jo ikke specielt godt for landbruget med den såkaldte vestlige model!”
Igen enig. Men tilbage på sporet: DDR-socialismen og dens konkrete udfald. Ethvert fornuftigt menneske, medmindre det er besat af mørke kræfter, må stoppe op, når nogen står og truer den lokale storbonde med bål og brand. Og længere er den sådan set ikke. I min bog.
Min medvandrer og jeg har haft beslægtede diskussioner før. Belært af erfaringen dræber vi dem med et “ja ja”, før blodet kommer for meget i kog. 

Inden vi skred derfra, noterede jeg mig, at nogen i landsbyen plejede mindestenen og jorden om den med en omhu, som var der tale om en nyligt, kær afdød.

So-war-die-Premiere-von-Unterleuten_big_teaser_article
Juli Zehs meget succesfulde roman, Unterleuten, blev omsat til drama på Hans-Otto-Theater i Potsdam. Jeg så det. Det var ikke særlig vellykket. Der var alt for mange figurer på scenen (som fotoet antyder). Men bogen er altså god. Netop fordi der er så mange figurer på scenen. Zeh lader dem komme til orde over godt 600 sider. Foto: H.L. Boehm.

Unterleuten

Hvis vi forestiller os, at de store fælles jordbrug, LPG’erne, efter Murens fald også i Schlunkendorf er blevet delt op i mindre, private enheder, lader mindestenens velplejethed ane, at der er skjulte kampe i landsbyen.

Det ville her være hæderligt, om jeg indrømmede, at jeg p.t. er under ret kraftig indflydelse af en roman, jeg netop har læst: Unterleuten af Juli Zeh. Den foregår såmænd i Brandenburg (i den fiktive landsby “Unterleuten”, der dog ikke er mere fiktiv, end at den ret konkret situeres i Ost-Prignitz (hvor Juli Zeh faktisk bor)).
Romanens tid er primært nutiden, men der er mange afstikkere til DDR-epoken. Rimeligt nok. For hovedkilden til det aktuelle, forgiftede landsbymiljø i Unterleuten skal man finde i den Enteignung, den inddragelse af privat ejendom, der fandt sted i DDR i tiårene efter statens grundlæggelse. I romanen udsættes den lokale storbonde i ly af socialismen for et massivt pres, der inkluderer baldrede ruder og afbrændte lader. Det ender med, at han giver op, hvorefter ejendommen kollektiviseres. Den videreføres af inkompetente mennesker, der følger de planer, som ideologisk skolede ingeniørsjæle i storbyen udstikker.

“Mangelnde Kenntnisse versuchten Ulbricht und Konsorten durch die Anwendung marxistisch-leninistischer Theorien zu kompensieren. Aber die Natur zeigte sich wenig empfänglich für kommunistische Weltbilder.” – Juli Zeh, Unterleuten

Fordi Juli Zeh skriver så godt, er læseren sitrende til stede, når storbondens 10-årige søn overværer vandaliseringen af familiegården og faderens efterfølgende åndelige og fysiske forfald. Og den slags (læse)oplevelser sætter jo sit præg! Det indrømmer jeg.

Juli Zeh udviser større forståelse for Historiens kompleksitet, end den jeg luftede i det ovenstående. Hun lader romanen igennem forskellige mennesker komme direkte og indirekte til orde, og det er især fra denne mangfoldighed, fra dette kor af stemmer, den mere end 600-sider lange roman henter sin overbevisende fortællekraft.

Unterleuten findes nu på dansk. Den har fået titlen Udkanten og kan besigtiges på Saxo her. Den anbefales varmt.

“Angst og undertrykt vrede”

At det imidlertid ikke har været specielt sjovt at være bonde (med egen ejendom) i DDR, lader også historiebøgerne ane.
Som det vil være mange bekendt, fandt der en stor opstand sted i DDR i juni 1953. (Og som det også vil være mange bekendt, er det den selvsamme opstand, der har lagt navn til den prominente gade Straße des 17. Juni ved Brandenburger Tor.)

I en bog om 1953-opstanden, Thomas Flemmings Kein Tag der deutschen Einheit, hedder det, at urolighederne ikke bare var et byfænomen, også mange mennesker ude på landet var forbitrede over DDR-spidsernes måde at lede landet på. Selvstændige bønder blev fx placeret bagerst i køen, hvis de overhovedet blev tildelt en plads i den, når det drejede sig om adgang til kreditter, landbrugsmaskiner og såsæd. ‘Mittelbauern’ (mellem 10 og 20 ha. jord) og ‘Großbauern’ (+ 20 ha.) var desuden “konstant i fare for at ryge i fængsel på grund af såkaldte ‘økonomiske forbrydelser’.”
Dette forhold, og så SED-funktionærernes stadig kraftigere agitation for kollektivisering, bevirkede, at “der ude på landet i foråret 1953 herskede en stemning af angst og undertrykt vrede.”

plakat-bundesministerium-innerdeutsche-beziehungen
Det er klart, at det ikke er et DDR-ministerium for almindelig folkeoplysning, der har kreeret dette kort. Vi må derfor formode, at det rummer elementer af vest-propaganda. Men alligevel: Oprøret i 1953 fandt sted mange steder, også ude på landet. Beelitz er faktisk med på kortet! Men det kræver vist lidt grundigere research end en smule tilfældig søgen på internettet at finde ud af, hvad og hvor meget der egentlig var los i aspargesbyen i de hede dage i juni 1953.

Opstanden i 1953 blev slået ned med hård hånd ikke mindst med assistance fra sovjetisk panser. Særligt genstridige landsbyer blev faktisk omringet af militæret og presset til overgivelse.
Derefter var der en smule ro på bolden, og man ventede til 1959-60, før man igangsatte den hidtil mest gennemgribende overførsel af privatejet landbrugsjord til fælleskassen.

Ja ja …

Lad os nu bare holde fast i, at der er pænt derude. Og de interne magtkampe i Schlunkendorf kan vi jo alligevel kun gætte os til. Desuden venter der en stor portion asparges i Beelitz.
Man kommer til byen efter yderligere 5-6 km.
Inden da: Kig inden for i Jakobs-Hof, her kan man købe sig en Spargel-Likör i små nuttede 2 cl flasker. Tag nogle stykker med til vennerne i Danmark eller hvor som helst, de har garanteret aldrig smagt noget lignende. 

 

 



DATA

Billetten til Seddin er en ABC. Og det er det jo så også, hvis man tager tilbage dérfra. Vader man imidlertid til Beelitz, som her foreslået, ryger man lidt op i kategori, nemlig + ca. 1 €, vi er dog stadig et stykke under 5€ i alt. Der er billetautomat på perronerne på både den ene og den anden station. 

I Kähnsdorf findes der en lille naturpark, der beskæftiger sig med temaet vandreblokke, de såkaldte Findlinge, der via skandinaviske gletschere i Kvartærtiden kom vidt omkring. 

Hvis man er i Beelitz og har mod til at gå videre, kan man fortsætte vestpå og således nå en ret vild skov, hvor man kan spadsere over træerne på en gangbro. Man kan evt. tage bussen fra Beelitz derud. Der er et par kilometer.
Mennesker, der er til abandoned buildings eller verlassene Orte, kan frekventere det gamle sanatorium og hospital: Beelitzer Heilstätten.

Forveksl ej Seddiner See med Seddinsee, der ligger ved Müggelsee. Med Seddiner See er vi nede omkring Potsdam. 

Berliner Morgenpost listede i foråret 2019 i en artikel de mest velkendte Spargelhöfe.

Aspargessæsonen varer typisk april-juni. 

 

 

ANDRE VANDRETURE
Jeg skriver løbende om forskellige ture, man kan foretage uden for Berlin. De er typisk på ca. 15 km. Man kan som regel forkorte eller forlænge efter behov. Hovedsagen er: Tag derud! Der er mægtig dejligt derude. Og der gemmer sig ofte mange spændende historier. Om munke, konger, kejsere og nazister. Men også DDR-tiden har efterladt mange spor.

Her er en liste over de andre artikler i serien:

  1. Döberitzer Heide – det fredede hede- og skovområde vest for Spandau (m. regionaltog)
  2. Mühlenbeck – det nybarokke slot med den omtumlede historie (m. S8)
  3. Alt Kladow – bådtur til den anden side af Havel fra Wannsee (m. S1, S7, regionaltog)
  4. (denne)
  5. Strausberg – vandretur langs forskellige søer (m. S5)
  6. Werder an der Havel – vindyrkning i området, historisk og i dag (m. regionaltog)
  7. Nieder Finow – skibselevatoren på kanten af dalen (m. regionaltog)
  8. Bogensee – Goebbels elskovsrede og socialistisk campus (m. regionaltog)
Reklamer

9 thoughts on “Vandretur #4: Af sted til aspargesbyen!”

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: