Vandretur #3: Alt-Kladow

Fluorescerende tråde i tyskertæppet

Dette er en fantastisk tur, og jeg vidste ikke, den eksisterede, før i søndags.

Man tager toget til Wannsee med sin standard AB Ticket, og her stiger man ombord på færgen F10. Man bruger den selvsamme billet, for det er en pendlerfærge. Det svarer således til havnebusserne i Københavns havn, der jo også sejler uden sniksnak.

Heilandskirche
Heilandskirche. Opført 1844 efter skitser udført af hans majestæt Fr. Wilhelm IV. Kirken ligger på en landtange og rager lidt ud i vandet. Arkitekturen afspejler placeringen, især på afstand ser man, at bygningen ligner en skibsstævn. Der står på kirken, på latin, at dette er “Forløserens kirke i den hellige havn”.

Og det er en glimrende måde at starte turen på: Tøffende hen over søvandet, kiggende ud på Grosser Wannsee, der snart bliver til floden Havel. Der er robåde og sejlbåde. Omkring ligger skovene. Og de meget dyre villaer.

Det varierede Haveler sølandskab og de bakkede skovdrag omkring flodsøerne er en gammel royal naturlegeplads. Og i dag (af samme grund) UNESCO kulturarv.
Nede i bunden af Havel, retning Potsdam, kan man senere ane den berømte spionbro: Glienicker Brücke. Mod syd kan man også finde den specielle kirke Heilandskirche, som spadsereruten senere fører os forbi.

Skærmbillede 2018-02-25 kl. 20.04.53
Således var ruten lagt hin frostklare søndag. I alt snakker vi vel om 16 km. Bemærk dilleren nede i sydvest, det er ude på den, Heilandskirche ligger.

Men bortset fra det, er det offentlige rum en bitch

Sejlturen varer 20 min., og man lander i Alt-Kladow. Med -ow endelsen indikeres, at vi befinder os dybt i det urgamle, slaviske område.
Jeg bilder mig ind, at man kan mærke på den forvoksede landsby (der faktisk kan mønstre noget, der minder om en havnepromenade), at den ligger i færgeafstand fra Berlin, snarere end i køre- eller cykelafstand. Det forlener stedet med en egen ø-flavour. Det er ikke så nemt at komme derfra. Dermed får tiden sin egen lidt langsommere rytme og dermed får stedet sin egenart.

Jeg var i selskab med en pæn, kvindelig tysk journalist, der igen var i selskab med sin overnuttede golden retriever. Sådan et par vækker positiv, fortrolig, hyggelig opsigt, og jeg koblede mig da gerne på med mine store ører. Allerede på færgen var de første fem småbørn med forældre kommet anstigende med dikke- og kælebehov.
Og hunden lagde sig bare og nød det.

Man kan godt i det stille undre sig over, hvor forskelligt det offentlige rum tager sig ud for henholdsvis en pæn kvinde med en pæn hund, og så undertegnede, som man kan sige meget pænt om, det er ikke det, men i det offentlige rum – som er en bitch – er jeg bagud på point. Jeg erklærer ikke mig selv for offer eller noget, jeg siger bare, at verden er imødekommende i endog meget forskellige grader.

IMG_4255
Et kig udover floden Havel. Vi står her i det gamle Øst, på den anden side ligger det gamle Vest. Hvis det endelig skal være.

 

Gartneren og verdenshistorien

Det var indiskutabelt journalistens (og hendes hunds) skyld, at vi fik en meget lang snak med en gartner, der netop gik og stillede blomster frem uden for sit drivhus. Forårskunderne var begyndt at røre på sig.
“Nå ja, Muren,” sagde han, da hun havde stillet ham spørgsmålet, hvor den egentlig sådan gik, Muren, selv om hun godt vidste det, for jeg havde lige sagt det til hende (for Helvede).
“Den løb lige derhenne”, sagde han. “Bag det store hus og så ellers ned langs floden. Jeg har for resten lidt rester fra den her …”
Han viste os bunden af en af sine blomstervogne, hvor der var et stålgitter. Det havde måske ikke som sådan været en del af Muren, men en del af anlægget, bestemt.

Jeg har oplevet det før, og også skrevet om det her på bloggen: Hvor sindssygt præsent verdenshistorien er i Berlin. Også i Stolpersteine, skudhuller og Murmuseer, bevares, men især i mennesker. De har de vildeste historier. Som ikke mindst er vilde, fordi de er flettet ind i deres familiehistorie og deres skolegang, i deres private erindring om den almindelige hverdag.
Hvis vi forestiller os, at skæbnen hver især væver os et stort broget kludetæppe, lidt spildt mælk her og lidt sygdom der, lidt bankerot her og lidt alkoholisme der, så er der næsten altid en løjerligt, lysende, fluorescerende tråd eller to i tyskerens tæppe. Det er  verdenshistorien, der løber der, og en dansker må forbløffes.
Et nærliggende eksempel: Min medvandrer sagde på et tidspunkt: “Jeg ved ikke andet om min bedstefar, end at han faldt i krigens sidste dage i et moseområde uden for Berlin. Han forsvandt simpelthen, ingen ved, hvor han er blevet af. Det tænker jeg da af og til på, når jeg passerer en mose herude. Ligger han mon stadig nede i sådan en? Og kan det mon være dén?”

 

Drivhuset dugger af totalitære regimer. Om man vil

Gartner Schultz med stålgitteret havde selvfølgelig også et par fluorescerende tråde i sit tæppe.
Det var hans bedstefar, der havde startet gartneriet. Det var så i 1930’erne. Han havde købt det af staten, der havde ‘købt’ det af den fhv. jødiske ejer. Under krigen og i DDR-tiden havde bedstefaren og siden dennes søn (den nuv. gartners far) så drevet det videre.
Det var ikke nemt at være selvstændig i DDR-tiden, fortalte Schultz, men det kunne bestemt lade sig gøre. Man skulle dog blandt andet være indstillet på på sine gamle dage at modtage en art straf for sin flirt med det private initiativ, idet pensionen for tidligere selvstændige var under normen. Derfor havde bedstefaren også arbejdet videre, til han blev 80. Han kunne jo lige så godt arbejde for lidt håndører for sjov, som han kunne sidde og glo for en sulteløn.

Efter die Wende blev gartneriet købt af den flittige ældre mands søn, den nuværende gartners far. (Sønnen var også med i dealen, da de havde indgået en slags partnerskab.) Hvem købte de det af? ‘Partiet’ var jo gået i opløsning, DDR eksisterede ikke længere. Den nye, samlede stat? Den var knop nok dannet endnu. Nej, sælgerne var de jødiske arvinger, for dem havde man fundet frem til. Og gartneriet blev solgt for det, det egentlig var værd. Det lyder måske lidt vildt, men det var og er standard i det genforenede Tyskland. Det har sikkert været problematisk her og der, på den anden side: Når man har hele verdens øjne hvilende i nakken, kan man vel også opføre sig ordentligt – og i hvert fald ikke tillade sig at være for fedtet. Kreditmulighederne sad også løst i tiden efter Muren.
Fra og med starten af 1990’erne var hele gartneriet så Schultz-familiens med god samvittighed, og de gav den fuld skrue, og forretningen blomstrede. Som man siger. Og i dag er en ny generation så småt på vej til at tage over.

Vi snakkede med ham i en halv time, på en travl søndag. Hans kone spadserede meget iltert over pladsen engang imellem, og hun sparede ikke på de irriterede blikke: Havde han virkelig ikke andet at lave?
Den rare gartner fortalte andre sager, som jeg ikke vil eller kan gengive, de vandrer bare ind og bliver til en del af den samlede fornemmelse for DDR-tiden. Nogle samler på frimærker, mønter, smølfer, jeg samler især på den slags fornemmelser.
Og også lidt på smølfer.

Turen gik videre. Og det gjorde den ad den nuværende Mauerweg, den gamle dødsstribe.

Da Lothar blev skudt

På vejen passerede vi et skilt, et af dem, der er så sørgeligt mange af langs det gamle murvæsen, høje, slanke mindeplader af rustfrit stål, hvor der står lidt om den person, der hér måtte lade livet på grund af Murflugt. Antallet af dræbte mennesker omkring Den Antifascistiske Beskyttelsesmur svinger, mange flygtende forsvandt for evigt, end ikke deres lig blev fundet, for eksempel fordi de blev taget af floden eller blev begravet i en sammenstyrtet énmandstunnel. Men i og omkring Berlin er der ikke under 200 dræbte i årene 1961-1989.

Denne unge mand, Lothar, der måtte lade livet på dette sted, var så fra den nærliggende landsby Sacrow. Han havde en aften i efteråret 1975 forsømt at reagere på en grænsesoldats anråb. Hvorfor? Måske fordi han lige havde vist sine papirer til en anden soldat, og derfor ikke skønnede det nødvendigt at vise dem igen. Og soldaten? Han skød måske, fordi han var nyindkaldt og overivrig, måske permanent nervøs, måske skydegal, ja eller måske var han en voldspsykopat, der slet og ret havde ventet på en anledning? Lothar blev i hvert fald skudt i ryggen.

Der er i dette tilfælde ret beset ikke tale om nogen Murflugt, men om et drab, der fandt sted, fordi den dødelige vold var uhyre tilstedeværende i området. Der eksisterede jo et Schiessbefehl, en stående skudordre.
Grænsesoldaten blev efter die Wende dømt et års fængsel for ugerningen.

IMG_4258
Der står en masse på kirken, ser jeg, nu hvor jeg uploader billedet. Men jeg aner ikke, hvad der står. Check nettet. Væsenet i forgrunden er vel også vigtigere: Nullergøjen Sonny a.k.a. ‘Charmebomben fra Charlottenburg’.

Heilandskirche, opbygning og forfald

Vi bevægede os ud mod Heilandskirche, der ligger mærkeligt isoleret på en tange, der rækker lidt ud i Havel. Jeg fandt det ret skægt at komme tæt på kirken, fordi jeg har kigget på den talrige gange fra den anden side af floden. (Vi snakker her om en indvendig klukken, ikke om høj latter, trods alt.)
Kirken er bygget i italiensk stil i 1840’erne på foranledning af “hin romantiker på tronen”, Friedrich Wilhelm IV. Tårnet, campanile, står derfor også for sig selv og kukkelurer og giver det hele et venetiansk indtryk.

Da Muren blev bygget i august 1961, inddrog DDR-tropperne tårnet. Det blev en del af Muren, slet og ret. Kirkeskibet et par meter derfra befandt sig da i ingenmandsland, og grænsetropperne lod det være i nogle måneder. Der blev holdt gudstjeneste i kirken så sent som juleaften 1961, af menigheden i Sacrow formentlig, men det blev DDR-regimet et nummer for broget, og grænsesoldater hærgede i dagene efter jul kirkerummet. De smadrede orglet, smed kirkebænkene på bålet, ophævede målrettet rummet som kirkerum.

Hvis der er nogen, der hvisker “barbarer” her, vil jeg sige: Hvorfor hviske det?

SacrowKirche1980Nord
Heilandskirche, 1980. Kilde: Wikipedia. Foto: M. Cramer

Heilandskirche, forfald og genopbygning

Kirkens ydre forfaldt derefter også gradvist, og det var et forfald, der var synligt fra den anden side floden, ovre i Vest. Den daværende overborgmester i Berlin West, den senere forbundspræsident, Richard von Weizsäcker, igangsatte en kampagne for i det mindste at få kirkens ydre reetableret. Med hjælp fra en indsamling igangsat af vest-berliner avisen Tagesspiegel lykkedes det at skrabe en del penge ind. De blev skam også sendt af sted, men nåede angiveligt aldrig frem til byggeprojektlederen i Potsdam. (Der var vel andre, der kunne bruge de solide D-Mark?) Men nødtørftigt restaureret blev kirken nu alligevel. Altså inden 1989. Der kom fx tag på.

1280px-1845_Allgem-Bauzeitung_688a
Tegning fra Allgemeine Bauzeitung, 1845. Kilde: Wikipedia.

Og et par måneder efter Murens fald i november 1989, nemlig juleaften 1989, blev der igen holdt gudstjeneste i Heilandskirche. I den halvsmadrede kirke.
Der gad man godt have været!
Eller i det mindste gad man godt engang tilfældigvis møde en, der havde været der.
(Men før sådan et møde kan komme i stand, skal jeg nok – mindst – alliere mig med den lykkebringende golden retriever, Sonny, igen.)

På grænsen mellem det åbne og det tilisede vand

For ikke at gå den samme vej tilbage, spadserede vi rundt om Sacrower See. Da det var omkring minus 5-6 grader, var dele af søen frosset til. Vinden havde presset isen ned i den sydlige ende af søen, og på grænsen mellem det åbne vand og den tilisede søoverflade, bevægede bølgerne sig ind under isen og fik den til at klage og synge og skyde. Man kunne høre revnerne blive til på isens underside.
Betragt det gerne som lettere symbolsk.

DATA

En 16 kms runde. Der er tæt på Berlin og alligevel langt fra. Det er en rute proppet med historie og skønne landskaber. Vurderes til at ligge meget højt på skalaen over fede ture. Også fordi der er restauranter og cafeer undervejs.

Geheimtipp: Sacrower See er en testsø, der ligger et institut for fiskeri, som slipper fisk ud, fanger nogle af dem igen, måler vandkvalitet med videre, og det gør, at der hverken må lystfiskes i eller sejles på søen. Der er derfor usædvanligt roligt. Undtagen om sommeren, hvor de lokale flokkes – for der må gerne bades i den!



ANDRE VANDRETURE

Jeg skriver løbende om forskellige ture, man kan foretage uden for Berlin. Der er typisk tale om vandreture på ca. 15 km. Man kan som regel forkorte eller forlænge efter behov. Hovedsagen er: Tag derud! Der er mægtig dejligt derude. Og der gemmer sig ofte mange spændende historier. Om munke, konger, kejsere og nazister. Men også DDR-tiden har efterladt mange interessante spor.

Her er en liste over de andre artikler i serien:

  1. Döberitzer Heide – det fredede hede- og skovområde vest for Spandau (m. regionaltog)
  2. Mühlenbeck – det nybarokke slot med den omtumlede historie (m. S8)
  3. (denne)
  4. Beelitz – rundt om Seddiner See og til aspargesbyen (m. regionaltog)
  5. Strausberg – vandretur langs forskellige søer (m. S5)
  6. Werder an der Havel – vindyrkning i området, historisk og i dag (m. regionaltog)
  7. Nieder Finow – skibselevatoren på kanten af dalen (m. regionaltog)
  8. Bogensee – Goebbels elskovsrede og socialistisk campus (m. regionaltog)

 

 

Reklamer

11 thoughts on “Vandretur #3: Alt-Kladow”

  1. Hej jeg skal til Berlin om godt en uge til Die Schlagernacht des Jahres – Open Air 2018 BERLIN! Og havde tænkt mig at vandre lidt der som jeg plejer at gøre når jeg er der (ca en gang om året i det mindste) så jeg tror nok jeg tager den der tur du skriver om her den virker interessant tak for den beskrivelse her!
    Hilsen
    Jón Arnar

    Liked by 1 person

    1. Ja, tag endelig til Alt-Kladow! Særligt nu, i den tidlige sommer, er der godt – man kan jo fx bade. (Men det er nu også altid rart at komme lidt ud af byen.) Go’ vandring. Vh Boris

      Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: