Adenauers blafrende frakkeskøder

I 2006 gik en smuk, rødhåret kvinde over Adenauerplatz. Hun holdt sin 3-årige søn i hånden. Han var lidt af en vildbasse, men hun skønnede, at det var o.k. at lade ham fare lidt omkring på det åbne område. Hun ville kunne nå at indhente ham, hvis han tog en forkert retning, for eksempel mod kørebanen.

Altså slap hun ham løs. Han jagtede duerne, som han på sine små, stavrende ben selvfølgelig ikke havde en jordisk chance for at fange.

Konrad Adenauer. Kansler i Vesttyskland 1949-1963. Han var fra Köln, brød sig ikke synderligt om Berlin. Foto: Axel Mauruszat, Wikimedia Commons

Midt på Adenauerplatz står der (rimeligt nok) en statue af Konrad Adenauer. Han var Vesttysklands første kansler.

Statuen er i bronze, står på en lille sokkel og er kun et bette nøk over legemsstørrelse. Det er nærliggende at tage det som et udtryk for Vesttysklands (og Tysklands) forsigtige omgang med landets store personligheder: Det er svært at fejre sig selv, når man samtidig er hundeangst for at udtrykke national selvglæde. Måske er det også derfor, han ikke poserer, skulptur-Adenauer; han er på farten, han spadserer hastigt, frakkeskøderne blafrer efter ham.

Man kan næsten høre det: En bronzestatue med en blafrende frakke, der er hævet op på en minimalistisk sokkel – det er ikke ligefrem en børnevenlig genstand. Og der gik da heller ikke lang tid, før berlinerindens tre-årige søn havde braget panden mod den uheldigt strittende statue.

Adenauer havde posthumt forårsaget et blødende sår i en lille drengs pande. Det ville han sikkert have været ked af, der Altkanzler, men nu var det altså sket.

Kvinden tog den ulykkelige dreng med hen til det nærliggende apotek for at få fat i et eller andet, der kunne dæmpe blødningen, mens drengen vrælede i vilden sky. Men det var vel et godt tegn, vurderede kvinden, der midt i det kaos, der pludselig var blevet udløst, oplevede at tænke forbløffende klart. På apoteket var de venlige og forsynede dem med læssevis af servietter og kompressionsbind.

Da blødningen var stilnet lidt af, og drengen blot småhulkede, bestilte hun en taxa, der kørte dem til skadestuen.

Jeg fik historien på Adenauerplatz af moderen selv, mens jeg kiggede på Adenauers frakkeskøder. Jeg så drengens jagt på duerne for mig – og dens bratte ophør. Og dér lå apoteket rigtig nok.

Duerne flaksede op i det samme. Måske havde de hørt det vræl, jeg havde hørt for mit indre øre.

Da jeg senere mødte drengen (jeg var kæreste med hans mor i en længere periode), bad jeg ham på et tidspunkt om at løfte op i sit lange, gardinlignende pandehår. Der var et lille ar. Han kiggede undrende på mig og lod så håret falde på plads igen. Gamle sår var uinteressante, dem, som han ikke selv havde nogen erindring om. De aktuelle rifter og hudafskrabninger var langt mere vedkommende, mente han.

Hans mor og jeg kunne ikke få forholdet til at fungere; jeg har derfor ikke haft anledning til at følge drengens udvikling og får heller ikke anledning til at følge den senere. Jeg vil dog gætte, ja, jeg håber det vel, at han ligesom de fleste andre tyskere med tiden lærer at interessere sig lige så meget for de erindringer, han ikke selv har nogen erindring om.

Reklamer

One thought on “Adenauers blafrende frakkeskøder”

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: