Statens kugle – og andre prosatekster om Berlin

I 2011 skrev jeg nogle tekster til billedkunstner Søren Loses udstilling Relicts. Udstillingen blev vist i Brandts i Odense. Teksterne kan læses selvstændigt. De handler alle om Berlin

 

Læsevejledning: Det letter sikkert på forståelsen, hvis man ved, at teksterne handler om grundstykket, der lagde rum til Palast der Republik (i dag står Berliner Schloss der sgu!), om Honecker, om Peter Fechter, om Stasi, mindesmærker og andet, der er kendetegnet for “den vanskelige by”.
Den på billedet afbildede tekst er ikke med i dette lille udvalg. 


Skærmbillede 2017-10-11 kl. 10.10.24


En nøgen jordlod 

En skønne morgen genlød byen af en kæmpe eksplosion. Det var det gamle slot, der røg sig en tur. Man gad ikke se på det mere, så et par ladninger dynamit og en kontrolleret sprængning gjorde en ende på det.

Da røgen og støvet havde lagt sig, gik man hen gloede ned i hullet. Her var både lerpotteskår og gamle lædersko og skaller fra muslinger og knogler fra svin, alle mulige ting og sager, der næppe kan overraske nogen længere, fordi det jo sker i ny og næ, at en by dukker op i en af sine ældste versioner.

Da arkæologerne havde fjernet de genstande, de synes, var mest interessante, fyldte man jord i hullet og byggede en ny bygning ovenpå.

Så gik der nogle år.

Da man heller ikke gad se på den nye bygning længere, var det gået af mode at bruge dynamit, og man demonterede den i stedet bid for bid.

Resultatet var en nøgen jordlod, der fik lov at ligge noget tid, inden man såede græs på den.

En gruppe yngre mænd spiller fodbold der hver tirsdag fra kl. 17 til ca. 19. De mødes bare og går i gang. De fleste er pudsigt nok arkitekter.


Luppen 

Han spærrede det ene øje helt op og placerede derefter en lille, sort lup inde i øjenhulen. Så sænkede han brynet igen, og luppen blev siddende. Øjenmuskulaturen fik altid et lille chok af det kølige metal, men snart var metallet lunt, og det føltes nærmest, som om det var en del af hans ansigt.

Han var blevet god til at se med et øje ad gangen – uden at skulle lukke det andet først.

Han brugte det venstre til at se på stikdåsen med, hele stikdåsen. Den så ganske normal ud. Så vendte han den om, og et virvar af ledninger kom til syne. Nu tog han så det højre øje i anvendelse, det forstærkede blik.

Han vidste nøjagtig, hvad der var hvad. Nogle af ledningerne var såmænd rigtige i den forstand, at de førte de 220 volt fra el-nettet til stikdåsens porte. Resten af ledningerne – det var en anden snak.

Da den sidste ledning var blevet checket, spærrede han øjet op, og luppen faldt ud af sig selv og ned i hans fremstrakte hånd.

Han så ingen fejl.

Måske sagde de bare ikke noget i den lejlighed?


Fra regnen til lortet 

Jeg kom af uransagelige grunde til at tænke på den New Yorkske Zoning Restriction, da jeg stod i rådhuset i forstaden et stykke uden for den vanskelige by.

Man indså i sin tid, det må have været i 1920’erne, at New York var ved at blive en betonslugt, fordi sollyset mange steder ikke var i stand til at slippe forbi de brede og høje skyskrabere. Derfor opstod kravet om, at bygningerne ligesom skulle træde tilbage for sig selv, oven på sig selv, hvis de skulle være meget høje. (Et godt eksempel er Empire State Building, der bliver smallere, efterhånden som den stræber opefter.)

Det var, som om der var en Zoning Restriction på færde i aulaen under glastaget i dette rådhus. For selv om det blot var en slags overstørrelses plantekasser, der ligesom hakkende trak sig tilbage fra rummet, var resultatet det samme: Sollyset sagde mange tak for tilbuddet og strømmede ned.

Mens jeg stod der og kiggede, kom en mand med store buskede øjenbryn og spurgte, om der var noget, han kunne hjælpe med. Han arbejdede der angiveligt.

Næh, jeg er såmænd bare lidt nysgerrig, sagde jeg, og lod blikket glide rundt i den rummelige aula.

Han begyndte da på eget initiativ at fortælle lidt om bygningen. Den var bygget i 1970’erne. Ligesom resten af forstaden.

Så begyndte vi naturligt nok at snakke om, hvordan det havde været dengang.

Han vævede lidt om, at det jo ikke var alt, der havde været noget skidt. Ligesom det ikke var alt, der var super duper i dag.

”Vi er faktisk gået fra regnen til lortet”, sagde han.

Jeg trådte et skridt tilbage.

Nå nå, gammelfar – og dine øjenbryn trænger vist til en saks!

Det sagde jeg selvfølgelig ikke, men jeg tænkte faktisk, at han var en dårlig taber.


Tusinde børns fedtede fingre

Det var pudsigt nok næsten altid den samme elevatorfører, og jeg burde vel have  snakket lidt med ham. Et minut sammen i en elevator med kun én livvagt til stede er dog et slags intimt tidsrum, men jeg gjorde det aldrig. Hvilket jeg egentlig siden har fortrudt.

Måske er han der stadig?

Når jeg steg ud af elevatoren, var der visse ting, der indikerede, at man havde haft travlt med at genne personalet væk. Generelt lugtede der af en blanding af tusinde børns fedtede fingre og madlavningen i tårnets restaurant, men ind imellem lå der ligesom en streg i luften af frisk svedlugt, som jeg formodede, stammede fra rengøringsfolkene. Her stod en støvsuger, der var forbundet til elnettet med en sort ledning; dér lå en halvvåd karklud, der sikkert havde været under en vandstråle for lidt siden.

Livvagten stillede sig gerne et sted, hvor han havde et vist overblik. Og jeg gik så hen og fik mit overblik.

De mægtige boligblokke lignede skotøjsæsker, en sporvogn kravlede om hjørnet nede på pladsen, bilerne kørte og holdt og kørte og holdt, i et ganske langsomt tempo. Hist og her dukkede mennesker frem, og de lignede faktisk – helt efter bogen – myrer.  Men uden insekternes styrke i kæber og ben, naturligvis.

Ude ved grænsen langt, langt borte holdt soldater sammen på enheden.

Nede på gaden sørgede opsynsmænd og gadefejere for, at alting så pænt ud.
I den fjerne forstadsbolig sad en lærer måske og forberedte sig på undervisningen næste dag?

Det unikke var, at alle folk i dette samfund var bevidste om hinandens eksistens. Vi havde etableret et mægtigt netværk af gensidige hensyn.

Jeg nikkede en slags tak til byen for overblikket, og lidt efter kørte vi ned igen alle tre.


Mindesmærker 

Da man oprettede den nye stat, fik man meget travlt med at lave mindesmærker. Og mange folk satte sig ned og tænkte over, hvad det var, der skulle mindes.

Alle bruger det offentlige rum som et slags udendørs lager for erindringen. Statuer og navngivninger (altså både billeder og sprog) hjælper folk til at huske det, man anser for at være vigtigt fællesgods.

Sådan er det alle steder. I København var der nok ikke mange, der kunne huske Frederik V, hvis ikke der var en rytterstatue af ham på Amalienborg Slotsplads.

Det er imidlertid ikke bare gjort med en statue,  der må et skilt til, noget forklaring, ellers kunne de dumme københavnere jo pludselig gå hen tro, at det handlede om hesten.

Da man havde oprettet den nye stat, lavede man blandt andet en meget stor statue af kammerat Lenin. Han var værd at mindes, besluttede man. Og pladsen blev kaldt for ”Leninpladsen”, så man kan sige, at han blev placeret midt i sit eget skilt.

Kammerat Lenin stod og skuede ud over den vanskelige by; og han så på en gang målrettet og venlig ud (ikke venlig som min morfar i Herning, men relativt venlig).

Imens snoede trafikken sig omkring ham, og folk der boede på de øverste etager i højhusene, der lå rundt om pladsen, kunne se ham lige ind i øjnene.

En skønne dag var Lenin væk, og pladsen hed noget andet.

En ny stat var i gang med at lave nye mindesmærker.

Og folk i højhusene kunne med nogen undren se hinanden lige ind i øjnene.


Statens kugle 

Han må have været overbevist om, at han da snildt kunne hoppe over den smule murværk. Og hvorfor ikke: Når man lige er fyldt 18 år, er man fuld af energi og vovemod og tro på sig selv.

Han blev skudt i ryggen. I lænden. Med en enkelt kugle.

Måske fordi han havde haft så meget fart på og haft så meget energi i kroppen, lykkedes det den unge mand at fortsætte et stykke endnu. Men til sidst faldt han om, klos op ad den betonmur, som det havde været hans mål at forcere.

På den anden side af muren stimlede folk sammen. De havde hørt skuddene. Og nu hørte de også en mand stønne og skrige om hjælp.

”Hvorfor er der ingen, der gør noget?” råbte folk.

Men den blødende mand var – med statens kugle i kroppen – blevet til et storpolitisk emne.

På den ene side ville man gerne, at den slags udskud blødte ihjel. På den anden side turde man ikke gribe ind, fordi det ville indebære, at man krydsede grænsen. Og at krydse en grænse kan udløse en krig, hvis man krydser den på den forkerte måde.

I dag står der et mindesmærke lige der, hvor blodet forlod Peter Fechters krop.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s

%d bloggers like this: