Hansaviertel med hawaiitoasts

Et massivt, beundret og verdensberømt boligeksperiment fyldte 60 år d. 9. september 2017

Jeg er med i kulturgruppe, der tæller godt ti medlemmer, og som pr. whatsapp med jævne mellemrum arrangerer dette og hint. I juli måned i år var vi i Hansaviertel, og der var efterfølgende planlagt picnic a la 1950’erne – boligkvarterets decenium.

Selve rundgangen i det modernistisk-arkitektoniske mekka ville vi selv sørge for. Hver deltager fik en bygning / en arkitekt at koncentrere sig om og skulle så alt efter forberedelsesevne foredrage lidt eller meget for de andre. En fin plan. Der virkede. Vi spadserede rundt på den solrige dag og stoppede op ved de respektive bygninger og hørte om sagerne.

Skærmbillede 2017-09-07 kl. 09.20.40
De fleste boliger i Hansaviertel i dag er privat ejendom. Man finder altså lejligheder og rækkehuse til salg på ejendomsmarkedet i ny og næ, og således kan man få foden indenfor i et spektakulært boligområde. Hvis man har boksen. Priserne starter ved 2 mio. DKK. For en 1-værelses. Men det er temmelig sikkert en god investering.

 Jeg havde valgt Arne Jacobsen, fordi jeg er opvokset i Rødovre, og når man er det, har man uundgåeligt et forhold til ham, eller bør have det, fordi han har tegnet rådhuset og biblioteket i kommunen – og sandelig også den skole, Nyager, hvor jeg slog mine folder i 10 år.

“Folks rådne møbler”

Jeg kunne endda oplæse en til lejligheden oversat lille bid fra min Rødovreroman, Solsorten i mit våben, hvor jeg (kort) redegør for arkitektens indflydelse på kommunen. Men jeg var såmænd også i mere klassisk forstand godt forberedt, fordi jeg slet og ret havde fundet det sjovt at læse om manden, hans arbedsiver, ideer og temperament. Hvad det sidste angår: Da en Novo-ingeniør i Danmark udtrykte bekymring for, om der nu også var plads til familiens møbler i det af Jacobsen skitserede hus, udbrød stjernearkitekten, at han “fandme da ikke byggede huse til deres rådne møbler!”

Desværre holdt jeg mit oplæg foran en række rækkehuse, der viste sig at være de forkerte. De rigtige huse, Jacobsens fire fladtagede huse, lå lige rundt om hjørnet. Jeg blev nødt til at sætte min lid til, at folk stadig havde mine kloge ord i frisk erindring, da vi passerede dem. De smågrinende, jeg rødmende.

29_jacobsen
Sådan ser Arne Jacobsens fire rækkehuse ud oppefra. Fotoet er hentet herfra, hvor man også kan læse mere om byggeriet.

Et open air arkitektur-museum

Vi havde udvalgt Hansaviertel som vores udflugtsmål, fordi det i år fylder 60 år.

Den officielle indvielse af området fandt sted d. 9. september 1957 – blot to år efter det første spadestik var taget.
Det høje byggetempo vakte en del undren i avisen Tagesspiegel, der for ikke så længe bragte en artikel om det forestående Hansaviertel-jubilæum. Man fandt, syrligt, anledning til at sammenligne med et nutidigt byggeprojekt, der kommer noget langsommere fra land: lufthavnen BER.

Det enorme byggeprojekt i Hansaviertel blev kaldt Internationale Bauausstellung Berlin 1957, kort: Interbau 1957. Da ideen til projektet blev lanceret, lagde man ikke skjul på, at det var afstedkommet af det prestigiøse massebyggeri ovre i øst, der strakte sig langs Karl Marx Allee (dengang Stalin Allee), og som stod færdigt i 1953.

Interbau savner sit sidestykke i arkitekturhistorien, og man prøver da også ihærdigt at få hele området adlet med den fine titel Unesco World Heritage, hvilket altså (mærkeligt nok) ikke er lykkedes endnu. Man prøver at gøre det samme med Karl Marx Allee-komplekset (“die erste sozialistische Wohnstraße Deutschlands”, som det hed i DDR-jargon), nu man er i gang. Imidlertid med lige så ringe succes.

Hvad gør Hansaviertel så specielt? At 48 arkitekter fra 13 forskellige (vestlige) lande leverede deres bud på, hvordan fremtidens bolig kunne se ud. Og at deres bud ikke forblev på tegnebrættet, men blev opført i glas og sten – og i beton ikke mindst – og det inden for et område, der kan afpatruljeres på en kvart dag i almindeligt spadseretempo.
Hansaviertel er således et slags open air museum for modernistisk arkitektur. Og mens man besigtiger sagerne, kan man slentre rundt med en øl i hånden, hvis det er det, man har lyst til, og ind imellem endda smide sig i græsset. (Insider tip: Husk først at checke på din mobil, om årstiden er til det.)

IMG_2538
En oversigtstavle over områdets 48 byggerier og arkitekter finder man på Hansaplatz, der ligger lige ved stationen af samme navn. Online finder man alle mulige brugbare lister, men denne her er nok den bedste.

Omvendt gentrificering

Arkitekterne blev plukket fra øverste hylde. Foruden danskerne Kay Fisker og Arne Jacobsen, der har bidraget med relativt beskedne boligenheder, fik blandt andre følgende notabiliteter lov til at boltre sig: Alvar Aalto, Oscar Niemeyer, Pierre Vago, Luciano Baldessari, foruden selvfølgelig tyskeren Walter Gropius, der er født i Berlin og regnes for at være Bauhaus’ fader. Om ikke ligefrem bedstefader.
Le Corbusier var også indbudt, og han fik skam også godkendt sit projekt, men det var for stort til Hansaviertel, og man lagde i stedet hans lange blok ude ved Olympiastadion.

Interbau 1957 var en slags socialt boligbyggeri. Lejlighederne blev blandt andet gjort relativt små, så folk kunne betale dem. Og da man udvalgte de nye lejere, tilgodeså man især familier med børn. Med dette og den centrale placering in mente kan man hævde, hvis man tillader en lille anakronisme, at der var tale om en omvendt gentrificering.

Boligmanglen anno 1950’erne i Berlin var udtalt: Dels kom der flygtninge strømmende fra de tidligere tyske besiddelser i Ostpreussen, dels var store dele af boligmassen i byen som bekendt smadret til ukendelighed på grund af de allieredes luftbombardementer. Og dertil kom, at Vestberlin efter delingen af Tyskland ret pludseligt befandt sig i en insulær situation, hvilket drastisk mindskede antallet af byggemodne områder.

IMG_2550
Inde i Oscar Niemeyers hus har man på en af gangene arkæologiseret sig frem til nogle gamle farveprøver.

Marlene Dietrich bruger sin erotiske strålekraft

Også det oprindelige Hansaviertel var blevet offer for et massivt luftbombardement. Over blot to døgn i november 1944 blev det stort set udraderet. Kvarteret var et rigmandskvarter, der bestod af ca. 160 grundstykker, der var tilsået med gigantiske villaer og ind imellem med deciderede småpaladser.
Men solide kvalitetshuse eller ej, ingen bygninger ud over flakforterne med deres metertykke armerede betonmure var i stand til at modstå et målrettet flyverbombardement.

Området var blevet anlagt i 1870’erne (i den såkaldte Gründerzeit) – med midler fra en gruppe rige investorer, der primært kom fra hansestaden Hamburg. Deraf navnet Hansaviertel. (Der ligger angiveligt i navnet også en hilsen til kvarterets placering ved floden Spree, det vil sige til den handelsvej, der gjorde Berlin værdig til optagelse i hanseforbundet i det 14. århundrede.)

Efter krigen eksproprierede bystyret i Vestberlin det gamle Hansaviertel. 20 ejendomme, der helt eller delvist havde overlevet bombardementerne, blev endda revet ned. Fintføleri var der ikke plads til, herunder tanker om at ‘inkorporere det gamle i det ny’, det var bare ud over stepperne.

Efterkrigstidens Hansaviertel blev finansieret med penge fra USA. Den aldrende berlinerskuespillerinde, Marlene Dietrich, der stadig i eksil i USA, fungerede som en yderst effektiv pengeindsamler blandt venner og forbindelser på og omkring Wall Street.
“Marlene kunne godt lide ideen om således at indføre et stykke avantgarde i sin hjemby”, som det hedder i en biografi om hende.
Dietrichs charme fik også USAs finansminister, George M. Humphrey, til at godkende transaktionen over Atlanten. Pengene blev nemlig først øremærket til Hansaviertel – og derefter pakket ind, så de lignede Marshallhjælp. Man kunne ikke uden videre sende millioner af dollars til det urolige Europa, og da slet ikke til Vesttyskland; der skulle et regeringsstempel på pengesækken først.

IMG_2542
Oscar Niemeyer er trods sit tyskklingende navn fra Brasilien. Han har opført denne perle, som vi kom ind i, fordi en i gruppen kendte en af beboerne. Bemærk de V-formede støttepiller, der løfter bygningen op. Elevatortårnet fører kun til ‘fællesetagen’ på femte sal, og op til ottende sal, hvor der før var tørreloft, i dag bl.a. cykelparkering.

Modernismens credo

Et klasseeksempel på modernismens credo – lys, luft og sol – finder man i brasilianeren Oscar Niemeyers højhus. Det er løftet op på en række V-formede støttepiller, hvilket gør det luftigt underneden. Inde i bygningen ser man også kravet om luftighed eksemplificeret: På femte sal ødsler Niemeyer decideret med kvadratmetrene, og det er såmænd meningen, at mennesker skal mødes i disse generøse fællesarealer. Om de så også gør det, er en anden snak.

‘Funktionalismen’ er blevet meget udskældt, men den del af funktionalismen, der tager sig selv alvorligt, opererer sådan set med en forestilling om det hele menneske: Mennesker har, for at kunne fungere ordentligt, brug for mere end blot et tag over hovedet. Til det gode menneskeliv hører samhørighed med stedet og med andre mennesker, lyder tanken.
At modernismen og funktionalismen siden er blevet voldbollet af økonomiske interesser, af bygherrer, der blot har haft øje for fordelen ved den masseproducerede bolig, skal sådan set ikke lægges Bauhaus og konsortier til last. Men selvfølgelig, modernisternes hang til det prunkløse, det ornamentløse, til industrielle byggematerialer og (tilsyneladende) simple linier, er desværre oplagte ideer at vride profit ud af.

Vi fik adgang til Oscar Niemeyers hus, fordi en i selskabet kendte en, der lige havde købt en lejlighed i ejendommen. Den glade, nye ejer viste os rundt. Blandt andet besigtigede vi hans alt for fede 3-værelses lejlighed, der strakte sig tværs over ejendommen og således havde frit udsyn til begge sider. Vi kom også op på øverste etage, hvor cykelparkeringen pudsigt nok befinder sig.

IMG_2567

Der fabrikeres hawaii-toasts på pantryet i cykelladvognen.

Hawaii-toasts ftw!

Efter rundgangen var det endelig tid til picnic. Vi bredte tæpperne ud på græsset ikke så langt fra Akademie der Künste.

Som sagt kørte vi den af i 50’er-stil. Et campingkøkken var blevet medbragt i en cykelladvogn, og her blev der fabrikeret hawaii-toasts. Som angiveligt skulle være noget, man spiste mængder af i 50’ernes Vesttyskland. Om man også gjorde det i Danmark, ved jeg ikke.

Men dette ved jeg: Hawaii-toasten bør udbredes snarest og overalt i dag! Thi det er jo gudespise: Hvidt toastbrød med skinke plus fed smelteost, en skive ananas ovenpå og i midten et kirsebær. Ser godt ud, smager endnu bedre.

Jeg faldt igennem med min tiramisu, der ganske vist smager godt, men jo ikke er en 1950’er-spise.
Det var så anden gang, jeg faldt igennem den dag.
Og jeg har stadig til gode at finde ud af, hvem der egentlig tegnede de skide, lettere misligeholdte rækkehuse, som jeg holdt mit Jacobsen-oplæg ved.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s

%d bloggers like this: