Döberitzer Heide

Autofiktions-vandreguide #1

Jeg kvajede mig en del, da jeg skulle ud at gå på Döberitzer Heide. Jeg kom for sent til toget, og derefter fumlede jeg rundt som en klovn.
Men det var ikke 100% min skyld det hele. Der var også grimme nazier involveret.

csm_DH_Plan_mLegende_f57eee174b
Kort over Döberitzer Heide. – Som man ser, findes der en “Wildniskernzone”, og den slags begreber gør jo, at man må elske det tyske sprog. Den 22 km. lange rute, der beskrives i dette indlæg, går langs dette afspærrede areal. Det er altså nemt nok at finde rundt. Så at sige. (Kortet stammer fra denne hjemmeside.)


Men altså: For det første nåede jeg ikke toget, regionaltoget RE4, fra Hauptbahnhof, men det gjorde til gengæld min vandrepartner, så hun sad der og kukkelurede og kørte alene ud til stationen med det kække navn Dallgow-Döberitz, hvorfra man går en kilometers penge for at komme ud til heden.
Det er en 20 minutters togtur, og den går over Spandau. (Dette med Spandau er ikke uvæsentligt for historiens senere forløb, skal det vise sig.)

Der er kun direkte forbindelse en gang i timen, så jeg prøvede via min BVG-app (download den!) at finde alternative forbindelser. Det kunne nogenlunde lade sig gøre. Hvis jeg tog regionaltog RE2 i stedet, stod af i Falkensee og derfra tog en bus.
Så ville jeg kun komme tre kvarter for sent.
Men fordi jeg sad og dimsede med min mobiltelefon, glemte jeg at stå af i Falkensee.

Ich hab’ gepennt!

Det nægtede jeg så at skrive til min veninde, det ville simpelthen være for langt ude, så jeg lagde en hemmelig plan: At fortsætte nok et par kilometer til den mellemstore station Nauen, hvorfra jeg ville tage en taxa (formentlig til 20€). Jeg kunne lave en inkognito landing i Dallgow-Döberitz, idet hun allerede var på vej ud på heden, meddelte hun.
Og hun er tysker, så hun kan ikke læse denne blog. Og hvis hun kan, er det hele jo bare noget, jeg har fundet på. [Jf. den spritnye genre autofiktions-vandreguide.]

Planen var udmærket, syntes jeg, når det nu skulle være.

Der var bare et lille problem: Toget blev stående på sporet lige før Nauen. Og det blev stående.
Og det blev stående.
Efter et kvarters tid meddelte togføreren så, at der havde været “hærværk på signalsystemet”. Og at det var uvist, hvornår vi kunne køre videre.

Og imens sad hun ude på heden og spiste den salat, hun havde bikset sammen til os begge. Hvilket hun gjorde “af lutter kedsomhed,” som hun essemessede.
Havde jeg ikke dårlig samvittighed før, fik jeg det da nu.

Skærmbillede 2017-08-22 kl. 14.38.03
Skærmskud fra Google Maps. Det er ude til venstre, det foregår. Jeg har sat røde punkter ved de interessante og i denne blogartikel nævnte lokaliteter. (Den tynde, røde streg er ikke en vandrerute eller noget, det er grænsen mellem Berlin / Brandenburg.)

Den gamle, ufede nazi

At fortælle hele den historie, der ligger bag det ødelagte signalsystem, er for meget af det gode. Vi nøjes med hovedtrækkene: Hitler havde en god ven. I det mindste i noget tid. Han hed Rudolf Hess. Han blev fanget, og siden blev han dømt ved domstolen i Nürnberg. Til livstid. Så der sad han i et specialbygget fængsel lidt uden for Berlin. Nemlig i Spandau. Da han så døde, Rudolf, som en meget gammel mand i 1987 (han begik selvmord), jævnede man fængslet med jorden. For han var den sidste nazi-fange i nazi-fængslet. Det havde han faktisk været nogle år. Men det er en anden historie. Vi fortsætter med denne: Nazisterne anno i dag, de såkaldte neonazister, synes, at Rudolf Hess er alletiders. Så de vil gerne fejre ham på hans dødsdag. Nazister kan godt lide død. Der er mange, der ikke kan lide nazister (og død), så de laver moddemonstrationer, så snart nazisterne dukker op. Og så er vi ved at være fremme ved det kaputte signalsystem: Nogen havde futtet det af for at forstyrre togtrafikken, for hvis den blev forstyrret, ville der komme færre nazier oppe nordfra, for eksempel fra Hamburg.
Der var nemlig mange, der gerne ville til Spandau lige præcis denne dag for at fejre 30-året for Rudolfs død.

Det er ikke bevist, at det er aktivister fra den antifascistiske fløj, der har begået hærværket, politiet efterforsker stadig sagen i skrivende stund, men de vanlige handlingsmønstre taget i betragtning, er det temmelig sikkert det, der er sket.

Toget var dog i stand til at liste tilbage til den foregående station, et trinbrædt, hvor der i hvert fald ikke var nogen taxier. Ikke så meget som skyggen af. Og bussen var kørt.
Så jeg gik.

IMG_2945
Et meget typisk fummelfingerskud med et smartphonekamera. Jeg har taget tusinder af den slags billeder. Dette beholder jeg (og offentliggør hermed), fordi det meget godt viser, hvor sandet jorden er i Brandenburg. – Berlin er faktisk ringeagtet af en del andre tyskere, fordi de siger, at byen ligger i et “ørkenland” eller på en “pampas”. Det er selvfølgelig ikke bare sand, det handler om: I den landskabelige goldhed ser de det karske preussiske temperament manifesteret. Jeg synes nu, der er meget pænt derude.

Ligesom Amager Fælled faktisk; bare på en anden måde

Jeg gik de 8 km ud til mødestedet, rastepladsen Hasenheide på Döberitzer Heide, og det var også fint nok. Uanset at der efterfølgende ventede 22 km.
Hun var selvfølgelig ikke superglad, da jeg troppede op. Det var dog ikke bare min skyld. Dels havde hun i sin kedsomhed forædt sig, dels var hun stadig deprimeret over de nazier, hun havde delt tog med hele vejen til Spandau, “bare synet af dem,” måtte jeg forstå …
Men nok om dem!

Döberitzer Heide er (det ligger i navnet) et hedeområde. At det har fået lov til at ligge så relativt uberørt hen, skyldes, at det har været brugt som militært øvelsesterræn. Der findes faktisk et lille område kaldet Artilleriepark derude, så det er nærliggende at sammenligne det preussiske hedeareal med Amager Fælled – der også har også været brugt som militær skydebane, og som gode, gamle Artillerivej skylder sit navn.

Amager Fælled er ryddet pænt op. Det er bemeldte berlinske hede ikke; derfor skal man også helst holde sig på stierne. Meddeler talrige skilte. Og i hvert fald holde nallerne fra eventuelle granatfund. Der er dog så mange store dyr, der render rundt derude, vildsvin ikke mindst (som man dog ikke lige ser), at jeg vil tro, at de forlængst har støvsuget stedet for ueksploderet materiale.

IMG_2923
Et muntert advarselsskilt. ‘Her starter militært sikkerhedsområde.’

Ingen sorte pister i Brandenburg

Der er ingen sorte pister, så at sige, i vandrestisystemerne omkring Berlin, dertil er det hele for fladt og for venligt. Men vandreturen på Döberitzer Heide kommer nok op i nærheden af rød kategori. Fordi der kun er én vej: Rundt.
Man går langs et dobbelthegn, der er sat op for at holde vildtet på plads, så genveje igennem Wildniskernzonen er udelukket. Og der er heller ikke rigtig nogen oplagte muligheder for at stå af på halvvejen. Man kan dog afbryde og gå til Fahrland nede sydpå, hvis man føler sig svagelig.
Inde i den store indhegning trives bisonokser og hjorte af forskellig art. Og vildheste. De sidste så vi faktisk.

IMG_2921
Lyngen blomstrer. Og i baggrunden græsser vildhestene.

Man skal altså helst være i nogenlunde form, når man går denne rute. Så meget desto mere, som der ikke en eneste optankningsmulighed undervejs. Det vil sige: Ingen cappuccino! (Og vand.)
For folk der er vant til at vandre i Sverige for eksempel, er det jo standard. Ligesom det er standard på fjeldet, at man selv tager alt sit affald med ud af området igen. Det gør man faktisk også på Döberitzer Heide, tager affaldet med sig, for der er ingen affaldsspande nogetsteds.
Af en bynær naturoplevelse at være er der således alt i alt lidt vildt derude, hvilket jo så også gør det charmerende.

IMG_2939
Landskabet veksler mellem åben hede og blandet løvskov.

Tips

Man bør undgå at tage derud på dage med bagende sol, for der er lange stræk uden skyggefulde træer.

Den Olympiske Landsby (opført i forbindelse med OL i Berlin i 1936) ligger på de kanter. Faktisk bumler man lige ind i den gamle Siedlung, når man står af toget på banegården i Elsas, og det kan man bare gøre, det er ikke nogen omvej. I gamle dage – det vil sige indtil for et par år siden – kunne man gå rundt inde i landsbyen, som man lystede. Det kan man ikke længere. Som så meget andet i Berlin og omegn, har entreprenante typer fundet ud af, at der kan tjenes penge her. Så de har hegnet det hele ind og kræver entré. Mig bekendt kan man heller ikke bare gå rundt på egen hånd mere, det er et krav, at man deltager i en rundvisning.
Politikens Erik Jensen har for nylig skrevet om Olympisches Dorf. (Kun for abonnenter.) Mange af husene er ved at blive lavet om til private (ejer)boliger.

IMG_2062
Dette er et forårsbillede fra Döberitzer Heide. Gult, grønt, pænt og sandet.

Sammenfatning, data, sidste ævl

Turen kan også cykles. Men så bliver man nok nødt til at stå af engang imellem og trække, fordi jorden sine steder er meget sandet.
Hele runden strækker sig over 22 km. Regn derudover med et par kilometer til og fra stationen, hvilken du nu vælger. Tag eventuelt en bus til og fra stationen. Det må man gerne, fordi der jo i øvrigt vandres så meget på denne tur.

Husk mad og drikke. Der er ingen cafeer eller lignende undervejs. Ikke engang en sølle cola-automat. Men der er gode og hyggelige bænke og bænkgrupper ca. hver anden kilometer.

Det er en lang tur, så man skal være i nogenlunde form, men den er til gengæld pærenem, fordi man går langs en indhegning hele vejen, og der desuden dukker skilte op her og der. Jeg vil mene, at man skal være meget specielt indrettet i hovedet for at kunne fare vild. Faktisk vil jeg gerne høre om det, hvis det skulle lykkes nogen.

Pris, billet: Berlin ABC. Aktuelt er det så 3,40€, men priserne stiger jo. Køb evt. en returbillet inde i byen, når du nu alligevel er i gang, for der er ikke altid billetautomater ude på de små stationer. (Man får dog ikke en bøde, mig bekendt, når kontrolløren kommer; man betaler bare ham eller hende am Ort. (Hvis man vel at mærke er stået på på en automatløs station.))
Bonustip #2: Taler du et dadelløst tysk, så pålæg din stemme lidt tyk, dansk accent, så får folk medlidenhed med dig, og du kan smyge dig udenom pinlige situationer, som var du fedtet ind i smørsovs. Hvis du ikke taler et dadelløst tysk er du sowieso home free.

Apps:
Download BVG-appen til din smartphone. Du kan planlægge din rejse, du kan købe billet, den fås også på engelsk, du får besked om eventuelle forsinkelser, der er kort a la Google Maps indbygget. Alt ved denne app er godt. Et must for alle Berlin-rejsende.

Planlægger du at vandre i og omkring Berlin, så download en app med et geodætisk kort. De koster omkring 30 kr. stk. eller noget, men de er langt, langt mere effektive at bruge ude i naturen, fordi hver eneste vandresti er indtegnet. Google Maps og andre standard kort-apps er fine og effektive i byer og selv i tyndt befolkede egne a la randen af en forstad, men de er ofte behæftede med mangler ude i det grønne. Min geodætiske app har reddet min røv mange gange ude i de mørke skove, ikke reddet mit liv eller noget, men bare gjort min tilværelse temmelig meget nemmere.

 

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s

%d bloggers like this: