Når bolden røg over Muren

For nylig snakkede jeg med en mand i starten af 40’erne til en fødselsdagsfest i Friedrichshain. Vi havde begge lige hentet pølser fra grillen og bænkede os nu ved det samme bord. Vejret var ok, det vil sige: Det havde lige styrtregnet, så den næste skylle ville sikkert lade vente lidt på sig. Det meste af selskabet var af samme grund rykket udendørs. (Sommeren 2017 har skabt mange jubeloptimister. Vi er uniformerede. Kend os på fleecen.)

Vi snakkede om, hvor vi hver især kendte fødselaren fra, og da emnet var ved at være udtømt, hvilket det jo hurtigt var, gik vi videre til det ordinære konversationsemne no. 2: hvor vi kom fra. Og jeg svarede Kopenhagen (fordi det i flere betydninger er nemmere at sige end Rødovre), mens han på det samme spørgsmål svarede: Berlin.
“Nå, en rigtig berliner. Det er alligevel sjældent. Hvor i Berlin kommer du fra?”
“Treptow. [Kunstpause.] Og Wedding.”

wuerste-mit-salz-u-pfeffermuehle-720x447
Dejlig pølser. Nogenlunde sådan så middagen ud ved fødselsdagspartyet i baggården i F’hain. Fratræk dog et par lux.

En klokke begyndte at bimle i mit hoved.

For hans alder taget i betragtning kunne angivelsen af de to steder indikere et særligt forhold. At der ikke bare var tale om to forskellige bydele a la Brønshøj og Amagerbro, men om to forskellige ideologiske verdener a la USA og Sovjet.
Og ganske rigtigt. Manden var oprindeligt fra Østberlin, og han var med sin familie flygtet / rejst over grænsen til Ungarn i foråret 1989.
Den almindelige, træge konversation var dermed annulleret.
“Hvordan var det egentlig?” spurgte jeg. “At skifte skole på den måde? Ja, for det gjorde du vel?”
“Jo jo,” sagde manden, der hed Christian.
Og han grinede ved erindringen om dengang, hans nye klassekammerater kom hen til ham og undersøgte hans tøj, ja, decideret pillede ved det. De ville også vide, om han virkelig var ‘sådan en rigtig ossie?’
Stemningen? ville jeg vide.
“De var ikke onde eller noget, bare nysgerrige,” svarede Christian.

Efterhånden gik det så det eksotiske af ham. Dels fordi der kom ossies allevegne, dels fordi han integrerede sig selv ved i et forceret tempo at skifte østkludene ud med vestklude.

Öffnung der ungarisch-österreichischen Grenze 1989
I marts 1989 meddelte den ungarske ministerpræsident Miklós Németh, at hans land havde til hensigt gradvist at åbne grænsen mod Østrig. Den 2. maj begyndte ungarske grænsesoldater at realisere denne plan. Som jo sådan set handlede om – som det første land i Østblokken – at klippe hul i det såkaldte ‘jerntæppe’. Siden DDR-borgerne frit kunne rejse gennem Tjekkoslovakiet og ind i Ungarn, havde de dermed fået en passage til Vesten. Horder af mennesker i Trabanter og Wartburger tog turen. DDR-styret søgte i forskellige omgange og på forskellige måder at sætte prop i hullet. Men isolerede dermed sig selv stadig mere.

Starstrucked

Jeg var netop i gang med at læse en bog, en roman om de tider, altså blandt andet om de hektiske, drænende uger, da DDR-borgerne stak af til Ungarn for derfra at komme videre til Vesten, typisk til noget familie i Vesttyskland. Så at sidde med et lyslevende eksemplar foran mig, der havde gjort netop det, var selvfølgelig fantastisk.

Jeg bliver dog ikke længere decideret chokeret over, at der pludselig kan åbne sig verdenshistoriske dyb i en almindelig konversation i Berlin, at en småkedelig konversation til en fødselsdagsfest kan falde fra hinanden som en mørnet papkasse og åbenbare det pureste samtaleguld, for jeg har oplevet det før, i forskellige aftapninger, men elementet af breathtakingness, iblandet et dash af noget starstruckness, slipper jeg temmelig sikkert aldrig for. Forhåbentlig.

Men man skal være lidt varsom.
For hvis der er noget tidligere østtyskere hader, har jeg lært, er det at komme til at fremstå som dyr fra zoo. Eller undslupne dyr fra zoo. Mit råd er, hvis du en dag møder en tidligere DDR-borger: Lad kameraet blive i tasken. Hvis man forstår sådan et subtilt billedsprog.

“Der kom ingen og skød den tilbage”

Jeg tog nu en slurk af min øl og spurgte i et (påfaldende) upåfaldende tonefald:
“Nå men – hvordan oplevede du så egentlig Muren i Treptow som barn? Altså … For eksempel?”
“Vi tænkte ikke over det,” sagde Christian med et skuldertræk. “Den var der bare. Når vi for eksempel spillede fodbold lige ved siden af den, og når den røg over, bolden, vidste vi godt, at det var nok dét. Der kom ingen og skød den tilbage.”
“Muren” – skal man lige huske på – var et temmelig bredt areal, et ingenmandsland. På østsiden startede det (de fleste steder) med en mur, der imidlertid ikke var den egentlige Muren, men en tynd omgang betonplader, der blot skulle beskytte folk for synet af det bagvedliggende areal. Og selvfølgelig også forhindre dem i at få fikse ideer. Så det var altså denne betonplademur (der i en vis forstand lige så godt kunne have været et plankeværk) ungernes bold røg over. Man kalder det en Hinterlandmauer.

Jeg kan da godt huske, at mine fodbolde ind imellem forsvandt, eller i det mindste  tennisbolde og andre mindre bolde, men det var som regel, fordi de var blevet opslugt af en særlig stor rododendron.
Men ærgrelsen for en boldspillende knægt var måske den samme. Det tror jeg egentlig.

mur treptow ca 1980erne u text
Treptow, Puschkinallee. Muren som den så ud ved DDR-grænsepatruljens såkaldte Führungsstelle ved parken Schlesischer Busch, som ligger til højre. (Om det lige var her, Christian spillede med sine venner, ved jeg ikke.) Tårnet blev fredet i 1992. I dag rummer det skiftende udstillinger.
1174px-Structure_of_Berlin_Wall-info-de.svg
Oversigtsbillede over Berlinmuren. Som jo var et helt anlæg. Find mere om Muren (på engelsk) fx her.
Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s

%d bloggers like this: