Sorte billetter hos bedemanden

1965: Flagskibet Hertha BSC sejler direkte ind i klippevæggen. Og Tasmania 1900 Berlin har århundredets uheldigste sæson.
Der gemmer sig meget saftig berlinerhistorie i 60’ernes Bundesliga.

I sommeren 1965 kom to betjente fra det østrigske politi anstigende på en af landets campingpladser. De spurgte lederen af stedet, om der mon fandtes en tysker ved navn Fiebach blandt gæsterne. Jo, det gjorde der faktisk, meldte lederen pligtskyldigt og pegede stedet ud, hvor tyskeren Fiebach havde rejst sit villatelt. Betjentene marcherede af sted og konfronterede den udpegede person, en sportstrænet mand i 30’erne, med de politiagtige spørgsmål, om det havde sin rigtighed, at han var Helmut Fiebach?
Joeh …?
Aha. Og om han spillede fodbold for berlinerklubben Tasmania 1900?
Joeh ?
Jeg forestiller mig, at situationen foregik over en grill, og at en af pølserne i dette sekund sprak.

UrlaubimSteilwandzelt
Fiebachs naboer. Måske. 


Kunne betjentene være en slags fans? Næppe. Fiebach var ikke just en kendt fodboldspiller, hans navn optrådte kun i de lokale aviser og her som regel kun i statistikkerne. Og Tasmania 1900? Lidt mere kendt end han selv, men ikke meget.

Det må have virket forløsende på situationen, at betjentene stak i glade smil. De havde fundet den eftersøgte! Og de kunne meddele ham, at hans sommerferie fra nu af nok var at regne for aflyst. Tasmania 1900 var nemlig takket være en skrivebordsbeslutning rykket op i Bundesligaen. Så – kom godt hjem og auf Wiedersehen til næste sommer.
Her sprak sikkert endnu en pølse.

Fiebach ilede til en telefon og ringede til sin træner. Hans opkald blev modtaget med stor glæde. Fiebach var den sidste, der manglede; de andre spillere havde allerede reageret på den ”nu legendariske” melding som både Deutschland Funk og Radio Luxemburg ”uden ophør”, som det hedder i fodboldhistorien, havde ladet rundkaste:
Tasmanen-Spieler bitte sofort in Berlin melden!
Som vi bemærker, befinder vi os i tiden, før mobiltelefonen blev opfundet.

En folkekulturel luftbro

Bundesligaen er af relativt ny dato. Den blev oprettet i 1963 og var altså to år gammel, da episoden på den østrigske campingplads fandt sted. Forskellige vesttyske regioner var repræsenteret i ligaen med et forskelligt antal klubber. Vestberlin med een.

Kvalifikationssystemet som sådan interesserer os ikke, det gør derimod den politik, der lå i sagen: Med oprettelsen af Fussball-Bundesliga søgte man at skabe sammenhængskraft i Vesttyskland, ikke mindst med det fjerne anneks, Vestberlin, der lå som en isoleret ø midt i fjendeland. Særligt efter Murens opførelse i 1961.

Ideen var udmærket, for hveranden lørdag, det vil sige hveranden spilledag, blev en højtprofileret bid af Vesttyskland således mere eller mindre frivilligt tvunget til Vestberlin med alt hvad deraf fulgte af journalister og halløj. Ligesom en samling vestberlinere de øvrige spilledage fik anledning til at føre sig lidt frem på og omkring de kraftigt eksponerede fodboldstadions i Vesttyskland.
Vi kan kalde trafikken en slags folkekulturel luftbro.

IMG_2816
Min samling af Tyskland memorabilia tæller en billet fra Bundesligaens første sæson. Det er en Hertha-billet fra Olympiastadion. Den kostede 6 DM dengang. Jeg gav godt 15€ for den på Ebay.

Grebet af eufori

Hertha BSC Berlin var Vestberlins fodboldflagskib, og det var da også den klub, der havde repræsenteret byen i Bundesligaens to første sæsoner. (Dog uden at gøre en særlig god figur.)

Hertha var i fuld gang med at gøre sig til klar til sæsonen 1965-1966, da det tyske fodboldforbund, DFB, opdagede, at klubben havde et omfattende rod i regnskaberne. Ergo blev de prompte tvangsnedrykket. DFB havde ikke rigtig andre muligheder.
Men ifølge reglerne skulle Vestberlin være repræsenteret i Bundesligaen, og man ledte derfor efter en erstatning.
Desværre var der ingen oplagte kandidater …

Den egentlige nummer et (altså i den lokale fodboldturnering), Tennis Borussia Berlin, havde allerede blameret sig i et kvalifikationsspil, så det tyske fodboldforbund ønskede at se bort fra dem. Nummer to i rækken, Spandau SV, fik så det generøse tilbud, men de takkede nej, mange tak, fordi de forudså, hvilke problemer, der ventede en lille klub, der pludselig blev smidt ind på den store scene. Først ved nummer tre var der gevinst. Tasmania 1900 sagde ja tak. Bundesligaen – det var stort! Og måske aner man her den egentlige amatørisme stikke sit rødkindede ansigt frem.

En af de få spillere i Tasmanias mandskab, der havde en professionel karriere, anfører Becker, luftede sin tvivl. ”Jeg advarede gentagne gange imod det. Men euforien var enorm. Og naturligvis var der også en vis hævnlyst over for Hertha BSC, vores gamle konkurrent.”

138373_huge
Da alt endnu var fryd og gammen hos det brave mandskab fra Tasmania 1900 Berlin. (Man ved i øvrigt ikke med sikkerhed, hvor det underlige navn ‘Tasmania’ kommer fra.)

“En mørk periode i mit liv”

I begyndelsen af august 1965, to uger før Bundesligaen blev skudt i gang, gik Fiebach og hans medspillere i gang med træningen. Den foregik som vanligt på en slaggerplads i Neukölln. Der i øvrigt ikke havde noget kunstigt lysanlæg. Klubben havde i al hast lånt penge, så de kunne forstærke truppen med et par nye spillere. Men tiden var knap og pengene få, så de blev nødt til at vælge fra den nederste hylde.

Første kamp blev spillet mod Karlsruhe, og man havde lejet sig ind på Herthas hjemmebane, Olympiastadion, fordi man håbede på, at berlinerne ville bakke op om projektet. Og sandelig – der kom 82.000 tilskuere! Der var ståpladser dengang, så man kunne klemme et par stykker ind. Kampen fik et sensationelt resultat, idet Tas vandt med hele 2:0.
Som man siger: Alt kan ske i fodbold.

Og så alligevel ikke. Tasmania 1900 løb derefter ind i en stime af nederlag. Og forsmædelige nederlag. Berlinerklubben etablerede en række negative rekorder, der nok får lov at stå i en del år fremover, for ikke at sige i al fremtid.
Der var som i dag 18 hold i Bundesligaen. Vi noterer os følgende rekorder: Ringeste målscore: 15 (altså efter en hel sæson), flest indkasserede mål: 108, flest nederlag i træk: 10, flest nederlag i alt: 28, største nederlag på hjemmebane: 0-9, færrest sejre: 2, færrest point: 8 (ud af 68 mulige (bemærk dog, at man brugte to-point-systemet dengang)).

Neuköllnerne rykkede ned med et brag. Klubben var efter eventyret forgældet og kom sig aldrig over nedturen. Tasmania 1900 blev erklæret konkurs i 1973 og er delvist genopstået under navnet Tasmania Gropiusstadt 73.
Angrebsspilleren Jürgen Wähling formåede ikke at score et eneste mål i den famøse sæson og husker i dag tiden som “en mørk periode i mit liv”. Wähling blev i øvrigt senere træner for blandt andre AGF og Esbjerg. Og valgt til årets træner i Danmark i 1978.

waehling101_v-contentgross
Jürgen Wähling, der spillede for Tasmania 1900 Berlin i den ulykkelige sæson 1965-66, fik senere en solid karriere som træner. Efter gode år i Danmark vendte han tilbage til Vesttyskland, hvor han bl.a. havde succes i Hannover 96. 

De sorte billetter

Vi bør nu tage et nærmere kig på det regnskab, der sendte Hertha i knæ. For her gemmer sig også en del saftig berlinerhistorie.
”Berlin var en delt by, ikke ubetinget attraktiv for professionelle fodboldspillere. Altså måtte vi ofte tilbyde dem lidt ekstra”, som en fra Herthas ledelse formulerede det.
“Lidt ekstra” betød: lommepenge oven i hatten. Eller som det hedder på tysk: Handgeld.
Det var imidlertid ulovligt, fordi det vesttyske fodboldforbund havde dikteret et loft over spillernes løn. Det var først et par år senere, og gradvist, at man turde slippe de markedsøkonomiske kræfter løs. Det lyder underligt, men i begyndelsen var Bundesligaen altså kun halvprofessionel. (Og i denne insisteren på et element af amatørisme i den bedste fodboldrække gemmer der sig såmænd lidt tysk mentalitetshistorie – tænk folkelighed frem for individualitet.)

Men hvor der er vilje, er der som bekendt vej. Og det er nærliggende at mene, at berlinerne på grund af deres indiskutabelt specielle situation har følt sig hævet over almen moral og ikke mindst DFBs regelsæt. Sagt på en anden måde: Siden verden skuede mod byen på grund af de geopolitiske spændinger, skulle de pernittengryne revisorer så ikke kunne se gennem fingrene med mindre uregelmæssigheder i regnskaberne?
Det kunne muligvis have været tilfældet.
Men Herthas kasserer, Günter Herzog, der drev et bedemandsfirma, sørgede med en enkelt uheldig udtalelse i foråret 1965 for, at man dårligt kunne undgå at fatte interesse for Herthas regnskabsføring. ”Jeg kan på dette sted, i foreningens interesse, ikke sige alt”, sagde han på generalforsamlingen. ”Gjorde jeg det, ville Hertha BSC ikke længere eksistere.”

Det var jo ikke specielt intelligent. (Eller mildere formuleret: Også her stak amatørismen måske sit rødkindede ansigt frem?)
DFB fangede signalet og sendte øjeblikkeligt en mand med stærke revisorbriller til Vestberlin. Han fandt en del uorden i sagerne. En ting var, at Hertha havde betalt for høje summer til enkelte spillere. En anden ting var, at de havde gjort det med sorte penge for at skjule det. En tredje ting var, at man havde søgt at dække for et betydeligt hul i budgettet med penge, der kom fra salget af tusindvis af sorte billetter. Man havde altså kørt et omtrent mafiøst udenomsregnskab for at få pengene til at passe. Ikke for at blive rige, bevares, blot for at bibeholde en vis spillemæssig kvalitet i en fodboldklub i en noget speciel by.

hertha1965
Hertha BSC i 1965. Holdet der blev tvangsnedrykket. De spillede venskabsturneringer i Centralamerika, mens sagen mod klubben foregik. „Wir fliegen zwar – aber nicht aus der Bundesliga!“ sagde den legendariske klubpræsident, Hanne Sobek, da de fløj fra Tempelhof. Men sådan skulle det altså ikke gå. Først tre år senere havde Hertha arbejdet sig op i Bundesligaen igen. 

“Hvor ligger DDRs dybeste punkt?”

Günter Herzog nåede at give et interview til den store bog om Hertha BSC, inden han døde. Forfatteren spørger, om der er noget om de ”legendariske, gamle fortællinger”, der vil vide, at Herzog gemte de mere end 50.000 sorte billetter ganske bestemte – ahem – steder i Goltzstraße i Schöneberg?
Jovist, siger Herzog kækt, muligvis fordi han befinder sig i den bekendende fase i sit liv, ”jeg gemte faktisk de mange billetter i kister i min forretning.”

DFB opdagede, at fuskeriet var vidt udbredt i Bundesligaen. Men Hertha endte med at blive straffet hårdest – hvilket man stadig er fornærmet over i Berlin. Nøgternt betragtet var det dog næppe helt uretfærdigt, for om vi så siger, at alle store klubber havde anpart i råddenskaben, så må fodbolddirektionen i Vestberlin jo have været en lille smule værre, idet de jo netop søgte at overbyde de andre.

‘Jamen, vores specielle situation krævede det’, forsøgte de at undskylde sig med, vestberlinerne. Men det er lige præcis den slags krav om særlige regler for deres særlige by, der gennem dekader har fået de andre (vest)tyskere til at sukke højlydt.
Vestberlinerne har altid været dygtige til at stikke snablen langt nede i forbundskassen og straks forsvare deres specielle behov, eller deres grådighed, om man vil, med deres status som frontby. De var jo hævet op på et symbolsk plan. Dertil kom det ganske konkrete forhold, at den gamle hovedstad ikke havde nogen nemt tilgængelige handelskanaler, da det kogte lystigt i Wirtschaftswunder-kedlerne rundt om i den øvrige nation.
(Det bør endvidere hurtigt nævnes – det her er jo ikke en Berliner Blog for ingenting – at også østtyskerne så skævt til deres afdeling af Berlin, die Hauptstadt der DDR, eller som vi kalder det: Østberlin. En gammel DDR-vittighed lyder: “Hvor ligger DDRs dybeste punkt? I Berlin. Alting flyder derned.” For varerne, ikke mindst de bedste af dem, skulle jo præsenteres i det store udstillingsvindue mod Vest. Det forhold skabte bitterhed blandt befolkningen i det øvrige DDR, der ikke just i forvejen var overbebyrdet med kvalitetsvarer og varer i det hele taget.)

Men i tilfældet Bundesligaen anno 1965 gik den altså ikke længere. Det blev DFB-direktionen – der havde og har hovedsæde i Frankfurt am Main – et nummer for broget med først Herthas indviklede udenomsøkonomi og derefter den sportsligt uskønne og ligamæssigt uhensigtsmæssige optræden fra Tasmania 1900. Slut prut med den politiske velvilje! Nu skulle klubberne være sportsligt kvalificeret for at deltage i Bundesligaen.
Vestberlinerne havde værsgo at betragte sig selv som normaliserede.
I det mindste hvad det angik.

– – –

Kilder:
Michael Jahn, Nur nach Hause geh’n wir nicht. Die Geschichte von Hertha BSC Berlin, Die Werkstatt, Göttingen 2006

Diverse avisartikler, fx
Berliner Morgenpost, 21.10.2009
Tagesspiegel, 8.1.2013

– Foruden Wikipedia og andet af det gængse, som man selv kan google sig frem til.
(Jeg vil dog gerne lige fremhæve 11 Freundes artikel om de gamle kæmper fra Tasmania. Også fordi der linkes til andet anekdotisk Bundesliga-gods herfra.)

Jeg har skrevet om temaet fodbold i Berlin før, men fra andre vinkler. Find artiklerne i bøgerne Berlin – vide verden, Aarhus Universitetsforlag, 2012, og Europas arenaer, Turbine Forlag, 2017.

Reklamer

2 thoughts on “Sorte billetter hos bedemanden”

  1. Glæder mig til at læse en anmeldelse af/kommentar til udstillingen hauptstadtfussball.berlin
    Nåede lige forbi på åbningsdagen 🙂
    Ganske imponerende at bymuseet laver en fodboldudstilling

    Liked by 1 person

    1. Jeg så den faktisk i går! Den er god. Og ja, jeg bør da selvfølgelig skrive en anmeldelse af den. Det kræver dog nok et genkig, men det gør jeg gerne.
      Ephraim Palais, der huser udstillingen, har flakket lidt rundt i udstillingsbilledet, men de har fået en ny direktør, der ønsker at satse mere på det lokale. Der er nok internationale udstillinger i Berlin, som hans argument lød.

      Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: