De svære kulturelle koder, part II

Om tommelfingertryk, kindkysseri og syv års dårlig sex

I Danmark ‘krydser vi fingre for nogen’, når vi ønsker, at det skal gå dem godt til køreprøven eller lignende. Det samme gør man i England: “Fingers crossed!” råber man fx efter eksaminanden, når han eller hun trisser af sted mod domslokalet.

I Tyskland derimod ‘trykker man sine tommelfingre’: “Ich drücke mir die Daumen” – og de gør det faktisk! De gemmer deres tommelfingre inde i de knyttede hænder, og samtidig placerer de armene vinkelret ud fra kroppen som en anden Playmobilfigur. I starten synes jeg bare, det så vanskabt ud, men så vænnede jeg mig til det, og i dag ser jeg det jo øjeblikkeligt for det, det er: en fin lille gestus. Nogen vil nogen andre det godt.

Emojis_KDP_Michelle_Lennartz
At trykke tommefingre. Den pudsige gestus er afbildet på en af disse let re-designede emojis, der stammer fra en designskole i Frankfurt. Iflg. tysk Wikipedia kan gestusen enten komme fra den almindelige kropslige erfaring, at man knytter næverne, når man er spændt – eller den kan komme fra det antikke Rom, hvor man bl.a. viste en slagen gladiator nåde, ved at holde hånden således. Jeg tror personligt mere på den første forklaring; Rom fungerer som standardhenvisning til lige lovlig mange ting og sager.

Read more…

Reklamer

De svære kulturelle koder, part I

Om at bo i et fremmed land, mere specifikt Tyskland, nærmere bestemt Berlin. Og om: Bild-Zeitung, om at sieze nogen og om at spise frosne kager med handicap-skeer

Ikke lang tid efter jeg flyttede til Berlin, lærte jeg en sød, tysk pige at kende. 

Når vi skulle ud sammen, mødtes vi ofte i Ringbahn. Jeg stod på på Ostkreuz, hun et par stationer senere, og det var ret sjovt på den måde at fortsætte sammen i orbit om byen, inden vi lod os falde indad mod Berlins interessantere kvarterer via en eller anden linie. 

Jeg godtede mig rigtigt i toget på det første stykke, hvor jeg var alene. Det var selvfølgelig ekstremt fedt lige at være flyttet til en tysk by og skulle på date med en tysk pige. Ja, jeg følte mig så fed, at jeg måtte købe en tysk avis for at have noget at gemme min ligesom naturlige indfældethed i byen bag. Ingen skulle kunne se, at jeg bare skimmede teksten. 

Engang da hun steg på – vi mødtes altid i den forreste vogn – kyssede hun mig kun overfladisk på kinden. Nå, hvorfor det, studsede jeg, og bemærkede da, at hendes blik dvælede ved min avis: Bild-Zeitung.

bildzeitung_afrika
En udgave af Bild-Zeitung (der egentlig bare hedder Bild) fra nogle varme sommerdage i 2003. Avisen foreslår på forsiden – bakket op af photoshoppede billeder – at den daværende leder af CDU, Angela Merkel, fremover skal hedde “Angola Merkel”, og at kansler Schröder bør tituleres “Sonnen-Kanzler” (temmelig sikkert også med en henvisning til den selvfede “Solkonge”, Ludvig XIV). Herrerne i midten er (fra v.) pop-titanen Dieter Bohlen (Botswana-Bohlen) og den ekstremt populære tv-vært Thomas Gottschalk a.k.a. Ghana-Gottschalk. De to sidste er endda blevet udstyret med hhv. rastafari-garn og mikrofon-afro.

Read more…

Vandretur #8: Bogensee

Et stykke ude i skoven nord for Berlin finder man højst interessante spor af Tysklands nyere historie. Samlet på ét sted. Der er desuden basis for, at de ægte ruin-aficionados kan blive småliderlige, for forfaldet derude er både udbredt og indædt.

Når Bogensee slår ud på det historiske barometer, skyldes det tre ting, hvoraf de to første er de vigtigste: Hitlers propagandaminister, Joseph Goebbels, fik overdraget det vældige areal i anledning af sin 39 års fødselsdag, værsgo, kvit og frit, gør med det, som du vil. Han byggede da et par huse på grunden, hvoraf Villa Bogensee er det mest spektakulære. Knaldhytten findes stadig. Og den ser nydelig ud.

IMG_2912
Villa Bogensee, propagandaminister Goebbels’ landsted. Han holdt her mange møder med notabiliteter fra kulturverdenen, der sikkert nød at komme væk fra larmen i Berlin. Og snart: bombardementerne af Berlin. Stedet var bevogtet af elitetropper fra SS. Huset fungerede også som Goebbels’ “Liebesnest”, hans elskovsrede, idet han her arrangerede intime møder med kvindelige skuespillere. Statuen i forgrunden er dog en senere tilføjelse.

Read more…

En taxatur

Om frisurer og forfængelighed – og om at stå sammen i jagten på forbedringer

Når det pisøser, og man er for sent på den, må man gerne tage en taxa, tænkte jeg. Således: ringeringe, fem minutter efter kommer der en vogn, der kan bringe mig fra Schöneberg til Prenzlauer Berg.
Jeg hopper ind på bagsædet, siger godaften til chaufføren, afgiver min transportbestilling, begynder at snakke lidt om vind og vejr, i bogstaveligste forstand: om vinden og om vejret. Det har virkelig været nogle våde og blæsende dage.
Men chaufføren er ikke helt med på min pølsesnak, kan jeg godt fornemme.
Lidt efter rømmer han sig og undskylder.
“Jeg bliver altså nødt til lige at ringe til min kone. Det er en hastesag.”

120092614-w-960

Read more…

Vandretur #7: Skibselevatoren ved Niederfinow

Kan man tage en flodpram, der er fyldt med kul, sejle den ind i et overstørrelses badekar og hæve hele molevitten op i 36 meters højde? Alle 4.000 tons?

Ja, det kan man. Og beviset finder man godt 50 km nordøst for Berlin, her ligger Schiffshebewerk Niederfinow. Anlægget blev indviet i 1934, og det virker skam stadig. Endda særdeles godt.

Tag Eiffeltårnet og mas det sammen til en Triumfbue, så har du nogenlunde konstruktionens udseende. Men det massive bygningsværk kan andet end at være pænt i Paris, det kan elevere skibe op i Rundetårns højde! Fordi man har tilsat det et modvægtssystem og lidt udvalgt mekanik.
Hvis man vil se det i funktion, har man ikke al tid i denne verden, for når det nye indvies (formentlig engang i løbet af 2019), indstilles det gamle.

urn-newsml-dpa-com-20090101-170222-99-390397-large-4-3
Til venstre ser vi det nye Schiffshebewerk. Det burde stå klart i 2019. Det kører efter nøjagtig samme modvægts-princip som det gamle. Noget tyder altså på, at det var den rigtige løsning, man fandt i sin tid. Det varede så også lidt: Op gennem 1910’erne og 1920’erne blev der teoretiseret, matematiseret og eksperimenteret, og da man endelig mente, at man havde knækket koden, byggede man en model i 1:5. Den bestod diverse stresstest, og så gik man i gang med 1:1-sagen i 1927. Den var klar i marts 1934 og står til højre i billedet. Og nej, Hitler kom ikke til indvielsen. Han sendte Rudolf Heß i stedet. 

Read more…

Vandretur #6: Vinmarker i Brandenburg

En såret vandrers øjenvidneskildring fra vindyrkernes polarkreds

Der var arrangeret en runde med vinsmagning ude ved Werder an der Havel, der ligger ikke så langt fra Potsdam. Det skete i vandregruppens regi, så vi blev ikke læsset ud på vingårdene pr. afkølet bus, stedse mere beschwippst, næ, det var apostlenes mødige heste, der befordrede os.
Vi startede kl. 11 i 31 graders varme, og vi sluttede kl. 18 i 31 graders varme.

Området er kendt som verdens nordligst liggende leverandør af kvalitetsvin. Det er endda kaldt “vindyrkningens polarkreds“, men det fine, kuldslåede prædikat gav kun ringe trøst denne steghede dag. Kombinationen af buldervarme, kølig hvidvin og 18 kms vandring gennem det indtørrede landskab var faktisk lige ved at tage pippet fra mig.

colin c meetup
De første vinmarker i Brandenburg så dagens lys for næsten 1000 år siden, men de sidste par århundreder har det været meget småt med vindyrkningen i området. Nu er nogle af de gamle vinmarker så reetableret, og nye er kommet til. Den friske genopstart har blandt andet den fordel, at man har kunnet udvælge vinsorter, der har en naturlig tolerance om ikke ligefrem resistens over for mange af de svampe, der plager vindyrkere i dag. Og det gør, at man kan sprøjte mindre. Foto: Colin, Meetup.

Read more…

Vandretur #5: Strausberg med søer og selvpluk

På VM-finaledagen, 2018, gik turen omtrent til Polen. Ud til meget sjældne færger, halvmåneformede sandstykker og biodynamiske blåbær. Med en ABC-Ticket til 25 kroner.

Denne søndag tog vi tidligt af sted fra Berlin for at kunne være hjemme igen i nogenlunde ordentlig tid. Der er jo ingen, der har lyst til at se en VM-finale på en lille mobilskærm. Mens man befinder sig i områder med dårlig mobilforbindelse. Og powerbanken bliver stadig mere flad. For til sidst at dø. 

I hvert fald de sidste punkter lykkedes det at undgå, og det er vel en ok kvote.

IMG_5358
Straussee. Og i den: strudsens svømmedygtige fætter, knopsvanen. 

Read more…