Bolls Berliner Blog

Vandretur #7: Skibselevatoren ved Niederfinow

Kan man tage en flodpram, der er fyldt med kul, sejle den ind i et overstørrelses badekar og hæve hele molevitten op i 36 meters højde? Alle 4.000 tons?

Ja, det kan man. Og beviset finder man godt 50 km nordøst for Berlin, her ligger Schiffshebewerk Niederfinow. Anlægget blev indviet i 1934, og det virker skam stadig. Endda særdeles godt.

Tag Eiffeltårnet og mas det sammen til en Triumfbue, så har du nogenlunde konstruktionens udseende. Men det massive bygningsværk kan andet end at være pænt i Paris, det kan elevere skibe op i Rundetårns højde! Fordi man har tilsat det et modvægtssystem og lidt udvalgt mekanik.
Hvis man vil se det i funktion, har man ikke al tid i denne verden, for når det nye indvies (formentlig engang i løbet af 2019), indstilles det gamle.

urn-newsml-dpa-com-20090101-170222-99-390397-large-4-3 — Til venstre ser vi det nye Schiffshebewerk. Det burde stå klart i 2019. Det kører efter nøjagtig samme modvægts-princip som det gamle. Noget tyder altså på, at det var den rigtige løsning, man fandt i sin tid. Det varede så også lidt: Op gennem 1910’erne og 1920’erne blev der teoretiseret, matematiseret og eksperimenteret, og da man endelig mente, at man havde knækket koden, byggede man en model i 1:5. Den bestod diverse stresstest, og så gik man i gang med 1:1-sagen i 1927. Den var klar i marts 1934 og står til højre i billedet. Og nej, Hitler kom ikke til indvielsen. Han sendte Rudolf Heß i stedet.

Vandretur #6: Vinmarker i Brandenburg

En såret vandrers øjenvidneskildring fra vindyrkernes polarkreds

Der var arrangeret en runde med vinsmagning ude ved Werder an der Havel, der ligger ikke så langt fra Potsdam. Det skete i vandregruppens regi, så vi blev ikke læsset ud på vingårdene pr. afkølet bus, stedse mere beschwippst, næ, det var apostlenes mødige heste, der befordrede os.
Vi startede kl. 11 i 31 graders varme, og vi sluttede kl. 18 i 31 graders varme.

Området er kendt som verdens nordligst liggende leverandør af kvalitetsvin. Det er endda kaldt “vindyrkningens polarkreds“, men det fine, kuldslåede prædikat gav kun ringe trøst denne steghede dag. Kombinationen af buldervarme, kølig hvidvin og 18 kms vandring gennem det indtørrede landskab var faktisk lige ved at tage pippet fra mig.

colin c meetup — De første vinmarker i Brandenburg så dagens lys for næsten 1000 år siden, men de sidste par århundreder har det været meget småt med vindyrkningen i området. Nu er nogle af de gamle vinmarker så reetableret, og nye er kommet til. Den friske genopstart har blandt andet den fordel, at man har kunnet udvælge vinsorter, der har en naturlig tolerance om ikke ligefrem resistens over for mange af de svampe, der plager vindyrkere i dag. Og det gør, at man kan sprøjte mindre. *Foto: Colin, Meetup.*

Vandretur #5: Strausberg med søer og selvpluk

På VM-finaledagen gik turen omtrent til Polen. Ud til meget sjældne færger, halvmåneformede sandstykker og biodynamiske blåbær. Med en ABC-Ticket til 25 kroner.

Denne søndag tog vi tidligt af sted fra Berlin for at kunne være hjemme igen i nogenlunde ordentlig tid. Der er jo ingen, der har lyst til at se en VM-finale på en lille mobilskærm. Mens man befinder sig i områder med dårlig mobilforbindelse. Og powerbanken bliver stadig mere flad. For til sidst at dø.

I hvert fald de sidste punkter lykkedes det at undgå, og det er vel en ok kvote.

**Straussee. Og i den: strudsens svømmedygtige fætter, knopsvanen.**

Frakturstriden

Et essay om skrifttype og nationalkarakter – med brændende luftskibe, fede A’er, nazier og danske nummerplader

I maj 1911 fandt der en løjerlig strid sted i den tyske Rigsdag. Politikerne argumenterede frem og tilbage, de hidsede sig op og lavede rænkespil. Den ene fløj var nationalistisk anlagt og snakkede om Tysklands særegenhed – som man for alt i verden skulle søge at bevare. Den anden fløj snakkede om modernisering og om effektivitet, og gad vide om de ikke også har brugt det argument (i det mindste har de sandsynligvis tænkt det), at dersom en tysk, kulturel særegenhed fandtes, så ville den ikke i længden trives af påbud og forcerede hjælpemekanismer, men snarere langsomt dø.

Man kender kampen: Den foregår mellem konservative og reformvenlige, mellem det klassiske og det moderne, og den kan tage alle mulige former og figurer og kan følgelig komme til udtryk på alle mulige måder til alle mulige tider.
Det pudsige ved striden i maj 1911 er, at den handlede om – en skrifttype. Det var den såkaldte frakturskrift, der var på dagsordenen i den tyske Rigsdag.

Fraktur er – udover at det betyder knoglebrud – en særlig bogtrykvenlig variant af den skrifttype, som vi herhjemme bedst kender som gotisk skrift. Tyskerne kalder den også Deutscher Schrift, hvilket selvfølgelig understreger sagens nationale karakter.

fraktur-fett-deutsche-schrift — Den er jo ganske pæn, den frakturskrift. Stadig væk. Selv om den er blevet spændt for diverse ideologiske vogne gennem tiderne. Den har også været underlagt talrige slankningsforsøg. Knibske modernister har da ført pennen.

Vandretur #4: Af sted til aspargesbyen!

Vandreturen fra Seddin til Beelitz byder om foråret på asparges, storke og klorofylfyldte blade. Hele året serveres der smukke, glitrende sølandskaber og smålussinger fra DDR-tiden.

De havde annonceret 25 grader, midt i april, midt på ugen. “Det må udnyttes,” tænkte de to free lancere. Og drog af sted. Og Sonny var med, golden retrieveren, der sowieso altid bedriver en luksuriøs free lance-tilværelse.

En anden ting, der kunne lokke den mindre kødbegejstrede 2/3 af truppen ud i området sydvest for Berlin, var åbningen af aspargessæsonen.
For asparges er en stor ting i Tyskland!

Seddiner See, midt i april. Nogle træer står og strutter med friske blade, andre (ovre på den anden side af søen) er lidt mere tilbageholdne i det.

Folkevognsbobler i trafikstrømmen

Om et mindre trafikuheld på A100 i ca. 1990

image_gallery

Min smukke, rødhårede ekskæreste har også leveret en anden erindring (der ikke er min egen, men føles sådan), og den angår ikke nogen tidligere kansler eller nogen (de)central plads i Berlin endsige Vestberlin, men noget så prosaisk som A100, ringvejen, der går (delvist) rundt om Berlin. Her kørte hun ikke lang tid efter, hun havde fået kørekort. Det må så have været lige efter Murens fald.

Hun havde en gammel folkevognsboble, eller en Käfer, som de hedder i Tyskland, en ‘bille’. Hun har uden tvivl også beskrevet vognens farve for mig, men den har jeg glemt. Jeg var også mere optaget af at forestille mig, hvordan hun mon så ud. Dengang. Siddende i sin egen bil. I den hyggelige lyd af boksermotor.

Men lige pludselig potter hun så op i bagsmækken på den forankørende bil, og det sker sådan cirka ud for afkørslen til Messegelände.

Vandretur #3: Alt-Kladow

Fluorescerende tråde i tyskertæppet

Dette er en fantastisk tur, og jeg vidste ikke, den eksisterede, før i søndags.

Man tager toget til Wannsee med sin standard AB Ticket, og her stiger man ombord på færgen F10. Man bruger den selvsamme billet, for det er en pendlerfærge. Det svarer således til havnebusserne i Københavns havn, der jo også sejler uden sniksnak.

Heilandskirche. Opført 1844 efter skitser udført af hans majestæt Fr. Wilhelm IV. Kirken ligger på en landtange og rager lidt ud i vandet. Arkitekturen afspejler placeringen, især på afstand ser man, at bygningen ligner en skibsstævn. Der står på kirken, på latin, at dette er “Forløserens kirke i den hellige havn”.

“Guten Morgen, Berlin, du kannst so hässlich sein, so dreckig und grau.”
|
Peter Fox

“Sich in einer Stadt nicht zurechtfinden heißt nicht viel. In einer Stadt sich aber zu verirren, wie man in einem Walde sich verirrt, braucht Schulung.”
|
Walter Benjamin: Berliner Kindheit um 1900

“The German capital lies in the centre of [a] strangely inhospitable land, exposed as it is to the cold winds from the east. It is clear both from the dearth of natural features and from the vast network of rail tracks, old industrial slums, roads and factories that Berlin was made into a formidable powerhouse not by nature, but by industry and the politics of man.”
|
Alexandra Richie : Faust’s Metropolis – A History of Berlin

“Der Berliner (mag) die Leute von außerhalb nicht so besonders. Die Brandenburger sind ihm zu ländlich, die Hamburger zu städtisch, die Rheinländer zu fröhlich, die Bayern zu griesgrämig. Mit den Sachsen verbindet ihn eine jahrhundertealte Feindschaft, die beide Seiten liebevoll pflegen. So stehen Berliner Fußballfans gerne volltrunken auf irgendeinem Bahnhof und brüllen lauthals in Richtung des vermeintlichen Gegners den beliebten Schlachtgesang: “Ihr seid nicht aus Berlin, nicht aus Berlin, nicht aus Berlin!” In Wirklichkeit ist dies vielleicht einer der friedlichsten Fußballgesänge überhaupt. Die Sänger denken “Ja!” und sind zufrieden. Aber die Besungenen denken auch “Ja!” und sind womöglich noch zufriedener.”
|
Jakob Hein